Debat: Hvorfor skrive klimaforandring, når det er en klimakrise?

Hvis det er mediernes opgave at beskrive virkeligheden så præcist som muligt, er det også mediernes pligt at bruge det mest præcise sprog.

Alligevel ligger det dybt begravet i de fleste journalister, at de hellere dyrker et sprogligt forsigtighedsprincip end, at de kalder en spade for en spade.

Derfor omtales Rasmus Paludan hellere som islamkritiker end som racistisk partileder og klimakrise nedtones gerne til det mere kliniske klimaforandringer.

Men ord betyder noget for vores oplevelse af virkeligheden og i takt med, at både den politiske, sociale og kulturelle polarisering er stigende, er mediernes sprog vigtigere end nogen sinde.

I sidste uge drog The Guardian konsekvensen af, at forskerne generelt er gået et trin op i bekymring over det globale klima og ikke længere snakker om klimaforandringer, men derimod om klimakrise.

Avisen finder det derfor forkert at fortsætte med at skrive klimaforandringer, når dem, der har forstand på emnet, siger klimakrise. I en ny sprogmanual opfordres The Guardians journalister derfor til at justere ordforrådet.

Begrebet klimaforandring bandlyses ikke, men ifølge The Guardians ledelse, giver det i de fleste tilfælde bedre mening at skrive om klimanødsituation, klimakrise og klimabreakdown. Ligesom global opvarmning gerne må erstattes af global ophedning.

The Guardians chefredaktør Katharine Viner, der netop har været i Danmark, forklarer i en artikel i The Guardian, at avisen redaktionelt ønsker at kommunikere så præcist som muligt og med respekt for videnskaben, hvilket også betyder, at sproget bevæger sig, når videnskaben gør det.

”Udtrykket ”klimaforandring” lyder temmelig passivt og blidt, når forskerne taler om en katastrofe for menneskeheden,” forklarer chefredaktøren.

Eller sagt med andre ord, så er medier, der bruger termen klimaforandring med til at nedtone klimakrisen. Og dermed lever de ikke op til deres kerneopgave om at beskrive virkeligheden så præcist som muligt.

Faktisk kan man argumentere for, at upræcist sprog er med til at skabe misvisende opfattelser.

“Så hellere stille sig på den ferske side af sandheden, hvor man højst kan blive bebrejdet, at man er tandløs”

Problemet er bare, at præcise formuleringer også kan have en alvorlig bagside. For i den polariserede verden er der altid nogen, der mener, at den præcise beskrivelse er biased og subjektiv. Uagtet at forskerne mener, at der er tale om en klimakrise og byretten har dømt Rasmus Paludan for racisme, er der altid nogle, der mener det modsatte.

I deres øjne gør medierne sig til part i sagerne, når de ikke benytter det fuldstændigt neutrale sprog, og hvis der er noget medier og journalister er angste for, så er det at blive beklikket på troværdigheden og neutraliteten. Så hellere stille sig på den ferske side af sandheden, hvor man højst kan blive bebrejdet, at man er tandløs.

Når vi ikke kalder en spade for en spade, bidrager vi til en usynlig hvidvaskning af det ekstreme. Når Paludan tituleres som islamkritiker, tituleres han i samme division, som Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti kunne tituleres. Ergo, kan de, der har lyst, vælge at opfatte ham som en politiker, der hverken er mere eller mindre stueren end fx Messerschmidt.

Når klimaet er under forandring, er det ikke så slemt som når det er i krise eller nødsituation.

“i en verden, hvor der kæmpes mere og mere om sandhed og fakta er medierne nødt til at have lige så stort fokus på sprog som på faktatjek”

At ord betyder noget er ikke bare en påstand, men solidt dokumenteret af videnskaben.

Allerede i 1974 undersøgte den amerikanske hukommelsesforsker Elizabeth Loftus, hvordan hun med ord kunne påvirke testpersoner til at have vidt forskellige opfattelser af det samme filmklip af et trafikuheld.

Efter testpersonerne havde set en bil køre ind i en bus, blev de bedt om at vurdere bilens hastighed. Nogle blev spurgt med formuleringen, ”da bilen smadrede ind i bussen” og andre med “kontaktede,” “ramte,” “bumpede,” eller “kolliderede”.

Dem, der fik ordet ”smadrede” mente i gennemsnit, at bilen kørte 41 mph (66 km/t) og dem, der fik ”kontaktede” svarede 32 mph (51 km/t).

Ord betyder altså noget og i en verden, hvor der kæmpes mere og mere om sandhed og fakta er medierne nødt til at have lige så stort fokus på sprog som på faktatjek.

Det betyder naturligvis ikke, at der er frit slag for subjektivt sprog. Overdrevent sprog skaber naturligvis lige så misvisende opfattelser som underdrevne formuleringer. Men journalister og redaktører er nødt til at erkende, at det sprog som umiddelbart virker objektivt og korrekt, let kan skabe en subjektiv og misvisende oplevelse hos brugerne.

The Guardians sproglige opstramning bør være en anledning til, at også danske medier forholder sig kritisk til deres sprog. Ikke mindst de sproglige termer, der genbruges igen og igen i dækningen af de største politiske temaer.