Kunsten at finde den rigtige højde på betalingsvæggen

Mange medier har måtte erkende, at deres betalingsvægge var for lave og at alt for få blev tvunget til at tage stilling til om de skulle købe abonnement eller forsvinde og komme igen, når næste uge bød på nye gratis artikler.

Den erkendelse får nu også The Economist til at stramme op og reducere antallet af gratis artikler fra tre om ugen til fem om måneden.

På den korte bane betyder det enkle regnestykke, at der faktisk foræres mere væk, men The Economists analyser viser, at potentielle abonnenter enten tegner abonnement øjeblikkeligt eller efter maks fem læsninger. Og så er der jo ingen grund til at fodre dem med gratis indhold uge efter uge.

Det skriver Digiday, der også oplyser, at The Economist vil hæve prisen med hele 20 procent i næste måned.

Medietrends er tidligere gået i detaljer med The Economist tre-årige priscyklus, hvor priserne altid stiger med 20 procent hvert tredje år.

Erfaringen fra det 175 år gamle medie er, at abonnonterne reagerer negativt uanset om prisen stiger med 5 eller 20 procent. Og så er det bedst at tage smerten en gang hvert tredje år fremfor hvert år.

Derfor er cyklussen, at prisstigningen kommer det første år, i det andet år nyder The Economist at indtjeningen per abonnent er steget og i det tredje år er prisstigningen blevet stabiliseret i markedet, så der atter er stigning i abonnementsbasen. I det fjerde år, guess what…

Det er meget dyrere at skaffe nye abonnenter end at passe på dem man har. Derfor er The Economist strategi, at der især skal kræses for abonnenterne i det første år.

Det betyder blandt andet en lind strøm – der nærmer sig spamlignende forhold – af servicemails med gode forslag til at få mere værdi ud af The Economist.

Medietrends interviewede The Economist næstkommanderende chefredaktør Tom Standage i november 2018 om avisens redaktionelle strategi om at udgive mindre og mindre indhold – ganske enkelt fordi læserne ellers bliver kvalt i artikler og at de netop betaler The Economist for at rydde op og sortere i al støjen.

Læs: Less is more hos The Economist