Less is more hos The Economist

For få år siden udgav The Economist dobbelt så mange online-artikler som i dag og da magasinet skulle udvide med en ny sektion om Kina, bad læserne om, at der blev skåret ned på noget andet indhold.

”Det er egentlig ikke så underligt, for det som læserne betaler os for, er at være deres filter mod nyhedsforureningen. Hvis vi bare udgiver mere og mere, svigter vi den opgave,” siger deputy editor Tom Standage fra The Economist til Medietrends.

Som næstkommanderende på The Economist, der har eksisteret siden 1843, er Tom Standage ikke i tvivl om at den digitale æra har været med at øge værdien af The Economist kerneprodukt.

”Vi er og har altid været den øde ø i det støjende nyhedshav. Mediet, som kan give hele verden til dig i koncentreret form og som du kan stole på har brugt alle kræfter på at sortere og finde frem til de vigtigste historier for dig,” siger Tom Standage og praler med at Nelson Mandela valgte The Economist, da han i fængslet fik lov at få adgang til et medie.

”Fængslet troede det var et tidsskrift for økonomer og ikke at det er hele verdens nyhedsugebrev.”

”Men”, siger Tom Standage og samler sin oprindelige sætning op:

”Nu er der meget større behov for at vores filter er stramt og præcist. Vores job er at udgive et lille antal artikler, der hjælper læserne med at vide, hvad der er vigtigt og hvad der fortjener fokus. Hvis vi udgiver for meget, er vi ikke et filter. Det er faktisk en service til læserne at udgive få artikler.”

Når vi snakker med læserne, hører vi, at de sætter pris på, at de kan overskue The Economist og at de får dårlig samvittighed, hvis de ikke når at læse sig helt igennem magasinet. Den, der følelse af at færdiggøre noget og vide, at NU er du opdateret, den får du aldrig på internettet, for der er der altid lidt mere,” siger Tom Standage og tilføjer:

”Du får det heller ikke på New York Times, for de er så store og udgiver så meget, at ingen kan overskue det.”

Kort og koncist

En anden vigtig del af The Economists kontrakt med de en million abonnenter er, at de aldrig må spilde læsernes tid. Derfor bryder The Economist gerne med mange de konventioner, som de fleste medier ellers håndhæver med hård hånd.

Det betyder blandt andet, at The Economist journalister ikke bruger megen plads på citater og kildehenvisninger. De gør direkte til sagens kerne, ifølge Tom Standage.

”Jeg forstår godt, at mange medier bruger de første 400 ord på at bakke deres påstande op med udtalelser fra tre professorer. Men vi går direkte til selve historien fordi vores læsere har tillid til, at vi har styr på fakta og baggrund. Vi er også meget fedtede med citater. Selv når vi har interviews med statsledere har vi ikke meterlange transskriptioner og beskrivelser af deres kontor.”

Standage koketterer med, at de netop har haft et interview med den japanske premierminister Shinzo Abe og at interviewet kun indeholdt et eller to citater.

”Det er get to the point og ingen udenomssnak”.

Konservativ på den nytænkende måde

Selvom den digitale nyhedsverden på mange måde har foræret et comeback til The Economist lidt konservative publiceringsstrategi, er magasinet på langt de fleste områder med helt fremme i innovationsbussen.

The Economist har indtalt alle deres artikler i over 10 år, de udkommer på Snapchat Discover, Instagram Stories, Medium og de har konstant eksperimenter med augmented reality, virtual reality, stemmestyrede assistenter som for eksempel Google Home og udvikling af deres app.

Men centrum for al udviklingsarbejde er, hvordan de cementerer og nyfortolker deres kerneprodukt som læsernes nyhedsfilter. I det fokus bruger Tom Standage mange kræfter på at udvikle dag-til-dag journalistik, der har samme kvalitet, som ugejournalistikken.

”Vi er født ind i ugekadancen og de giver så indlysende god mening at vi har brugt hele ugen på at researche og sortere, så vi kan servere resultaterne til læserne. Men hvordan oversætter vi den værdi til en dags-kadance? Og skal vi overhovedet have en dagskadance,” spørger Standage retorisk og svarer omgående ja.

”Jeg tvivler på, at vores læsere vil vente til lørdag med at høre om det amerikanske midtvejsvalg eller Brexit.”

Den vigtigste innovation i den forbindelse er, at The Economist dagligt sender et morgenbrief, kaldet Espresso, på maksimalt 150 ord til abonnenterne. Det skal sætte læserne i gang med dagen og forhåbentlig klæde dem maksimalt på til at fokusere på det vigtigste hele dagen.

Ud over det bringer The Economist dagligt en explainer og en grafik, der skærer et vigtigt emne ud i pap.

”Hele vores filosofi passer perfekt ind i en ugekadance og vi er slet ikke færdige med at oversætte tankegangen til en dagskadance. Men uanset hvad vi finder på, så bliver det ikke i form af større kvantum journalistik. Læserne kan ikke rumme mere og hvis vi finder på nye ting, skærer vi andre ting væk.”