Connect with us

Medieøkonomi

”Vi følte ikke, at det var vores opgave at redde andre mediehuse, der var mere optagede af at tale om digital udvikling end at investere i det”

For fem år siden brød planerne om et Spotify for news mellem Berlingske og JP/Pol sammen i 12 time. Her er Stig Ørskovs forklaring

Udgivet

den

”Vi følte ikke, at det var vores opgave at redde andre mediehuse, der var mere optagede af at tale om digital udvikling end at investere i det”

Danmark kunne i dag have haft et slags Spotify for news, hvis mediecheferne tilbage i 2013 havde givet grønt lys. Det berettede tidligere digital direktør i Berlingske, Mads-Jakob Vad Kristensen, om fornyelig i et blogindlæg. Han er i dag medstifter af konsulentvirksomheden Further.dk

Spotify-modellen blev inspireret af et projekt i Slovakiet, hvor konkurrerende medier gik sammen om et fælles betalings-login, der gav slovakiske læsere fri adgang til alt indhold fra medier, der var med i ordningen, kaldet Piano.

Mads-Jakob Vad Kristensen skriver i blogindlægget, at Berlingske nedsatte en arbejdsgruppe med folk fra Berlingske og folk fra et ”stort konkurrerende mediehus” fordi analysen var, at overgangen fra gratis indhold til en eller anden form for betaling var en fælles udfordring og at løsningen derfor også ville være bedst, hvis den kunne findes sammen.

Det har været relativt let for læserne at gætte, at det ”store konkurrerende mediehus” var JP/Politikens Hus og i et interview med Medietrends lægger den nuværende administrerende direktør Stig Ørskov, da heller ikke skjul på, at det er tilfældet.

Ifølge Mads-Jakob Vad Kristensen var planerne om en dansk Piano-model så langt fremme, at arbejdsgruppen mellem de to store mediehuse tog til Slovakiet og bagefter udarbejdede en fælles anbefaling til topledelserne i de to mediehuse.

WTF-moment

Men selvom Mads-Jakob Vad Kristensen havde en klar oplevelse af, at det ”store konkurrerende mediehus”, aka JP/Politikens Hus, var helt med på planen, vendte topledelsen pludselig tommelfingeren ned af i sidste øjeblik.

Mads-Jakob Vad Kristensen skriver:

”Det er og bliver til dato et af de største “WTF?!”-momenter i min karriere. Jeg havde virkelig ikke set den komme. Naturligvis ikke. For der var gået politik i det. Det handlede ikke om en fælles udfordring mere. Det handlede ikke om en mulig løsning. Og det handlede slet ikke om med nysgerrighed at prøve noget af for om ikke andet så at blive klogere hver især. Det handlede ene og alene om corporate forfængelighed af den slags, der gør mennesker som jeg — der er drevet af at få gode ting til at ske og skabe nye digitale forretninger — træt som i t-r-æ-t”.

Ørskovs fire argumenter

I dag bekræfter Stig Ørskov, at han var sit hus repræsentant i det fælles analysearbejde. Men han afviser, at JP/Politikens Hus exit fra Piano havde noget med corporate forfængelighed at gøre. Tværtimod var der mange gode grunde til at bakke ud, forklarer han.

”Jeg var meget engageret i det analysearbejde, der knyttede sig til Piano. Især fordi det var undertegnede, der havde relationen til Tomas Bella, som skabte Piano, og det var det, der bragte ideen på bordet,” siger Stig Ørskov og fortsætter:

”Vi brugte megen tid på at analysere på Piano, men da vi nåede frem til målstregen, var der fire gode argumenter, der talte for, at det ikke var vejen frem for os:

  1. Sagt ligeud: Vi følte ikke, at det var vores opgave at redde andre mediehuse, der var mere optagede af at tale om digital udvikling end at investere i det. Vi vurderede, at Piano ville hjælpe andre mere, end det ville hjælpe os selv.
  2. Prispunktet var simpelthen ikke attraktivt nok. Slovakerne talte om 29 kroner og det var svært at se at vi kunne gå meget højere op. Vi var simpelthen bange for at binde os på en for lav pris, der ville låse os ud i fremtiden.
  3. Vi har altid været og er fortsat ekstrem varsomme med at skubbe andre ind mellem os og brugerne. Vi vil selv have den direkte relation med brugerne. Der var lidt kanalpakke over Piano, og når du først gik ind i det, låste du lidt dig selv og ville have svært ved at udvikle andre alternative salgskanaler.
  4. Hvis du begynder at samle journalistisk indhold i den samme pærevælling, så er der risiko for at det opfattes som et commodity (uforædlet råstof med lav værdi, red). Det er klart, at de enkelte titler stadig ville stå der, men indholdet ville i højere grad opfattes ens, fordi du havde købt det ens.

Netop det sidste argument vejer i dag tungt hos Stig Ørskov, fordi særligt de senere år har vist, at det at have et tæt forhold til brugerne er meget værdifuldt.

”Det er ikke fordi jeg vil påstå, at jeg havde samme bevidsthed om det dengang, som jeg har i dag, men Piano ville have været en defokusering for os i vores arbejde med at komme tættest muligt på kunderne.”

Stig Ørskov afviser derfor også prompte, at han bare ærgrer sig en lille smule over, at danske medier og danske mediebrugere ikke fik mulighed for at få adgang til alt indhold og mulighed for at betale for alt indhold.

”Nej, tværtimod. Jeg er i dag endnu mere overbevist om, at den store værdi ligger i den tætte relation med brugerne.”

Ørskov afviser ikke mikrobetaling

Til forskel fra mange med bekymringer for mediernes økonomi, er Stig Ørskov dog ikke afvisende over mikrobetaling – altså muligheden for at købe indhold stykvist.

”Man skal passe på med at afvise mikrobetaling. Der kan sagtens være muligheder i det. Lige nu er vi mest optagede af vores abonnementsforretning, men det ville være fjollet at afvise mikrobetaling som en indtægtsstreng, man kunne spille på, hvis man evner at gøre det ordentligt.”

”Mikrobetaling er ikke vores prioritet lige nu og så er vi nok lidt tilbøjelige til at se mikrobetaling, som en fugl på taget. Men det ville være tosset at afvise de muligheder, der ligger i det,” siger Stig Ørskov.

Han erkender samtidig, at der også kan være fordele i en afventende strategi, der giver mulighed for at lære af andres erfaringer med mikrobetaling.

Medietrends har tilbudt Mads-Jakob Vad Kristensen, at han kan kommentere på Stig Ørskovs udlæg af det tidligere samarbejde. Han skriver:

”Stig Ørskovs kommentarer viser med al tydelighed, hvorfor det er svært at skabe fælles fremdrift mod løsningen af et meget reelt problem for branchen. Det er ærgerligt, for jeg tror, mulighederne er bedre for at lykkes sammen end hver for sig. Men her tror vi helt åbenlyst på noget forskelligt.”

Læs hele Mads-Jakob Vad Kristensens blog om Piano-planerne

Foto: Per Folkver

Medieøkonomi

Danske digitale aviser er markant dyrere end udenlandske

Netflix og en Big Mac koster stort set det samme i mange lande. Men den prisstruktur gælder ikke for digitale avisabonnementer

Udgivet

den

Netflix koster stort set det samme i alle lande, men digitale nyheder er prissat meget forskelligt.

Det viser en ny analyse fra Reuters Institute for the Study of Journalism, som Medietrends har suppleret med danske priser.

Typisk koster standardadgang til digitale nyheder i udlandet omkring en god hundredekroneseddel om måneden. Det kan kun Berlingske konkurrere med herhjemme.

To oplagte forklaringer på de store prisforskelle mellem danske medier og udenlandske er højere danske lønninger og mindre oplag takket være vores lille land og begrænsede sprogområde.

Den logik modsiges dog til dels af priserne i Finland, hvor lønninger og oplag næppe afviger ret meget fra det danske.

Ofte når man sammenligner priser mellem lande, læner man sig op af det såkaldte Big Mac Index, som sammenligner priserne for en Big Mac i alverdens lande.

Indexet blev opfundet af The Economist som en morsomhed i 1986, men er siden blevet bredt anerkendt som et effektivt værktøj til at sammenligne priser på tværs af grænser.

Logikken er, at råvarerne og den nødvendige arbejdskraft for at fremstille en Big Mac er identisk uanset, hvor det foregår i verden. Er prisen derfor høj, peger det på et højt omkostningsniveau i landet og tilsvarende et lavt, hvis Big Mac’en fås billigt.

Som det fremgår af Big Mac Indexet for de udvalgte lande er prisniveauet meget mere homogent end priserne for digitale nyheder.

Noget tyder derfor på, at priserne for danske, digitale nyheder har en højere pris end i udlandet fordi medierne vælger det og ikke på grund af den strukturelle økonomi.

Her kan man for eksempel nævne, at Berlingske havde et driftsresultat på 25 millioner kroner i 2018, trods den lave indgangspris på digitale abonnementer.

Medieøkonomi består dog af mange andre komponenter end digitale abonnementsindtægter, så herfra kommer der ingen hurtige konklusioner.

Og hvem siger i øvrigt, at det ikke er de udenlandske medier, der er for billige?

Download hele analysen fra Reuters Institute for the Study of Journalism her

Læs resten af artiklen

Nye job

Brief

Jysk Fynske Medier vil lave mere lyd – også selvom de taber FM4. I dag indleverer Jysk Fynske Medier sammen med seks andre mediehuse en ansøgning på over 1.000 sider om at overtage driften af FM4, der i dag drives af Radio24Syv. Men uanset om Jysk Fynske Medier vinder udbudet eller ej, vil mediehuset i fremtiden producere meget mere lyd end idag. Det siger både formand og administrerende direktør – Fyens.dk

Facebook-medstifter foreslår tvangsopdeling. ”Det er 15 år siden, jeg var med til at stifte Facebook på Harvard og jeg har ikke arbejdet i firmaet i ti år. Alligevel føler jeg mig både vred og tynget af ansvar.” Sådan skriver Chris Hughes i et debatindlæg, hvor han opfordrer til, at Instagram og Whatapp skilles fra Facebook ved tvang. Han opfordrer også til at Zuckerberg holdes mere ansvarlig for Facebooks fejltagelser – New York Times

Journalisten får ny hjemmeside. Fagbladet Journalisten lancerede onsdag eftermiddag en ny hjemmeside, der er baseret på cards ligesom for eksempel politiken.dk – Journalisten.dk

Quartz bygger betalingsmur. Qz.com har siden sin lancering været gratis, men i al stilfærdighed har de i denne uge rejst en blid betalingsvæg. Efter 10 artikler er det slut med gratis læsning og så må man betale 15 dollars om måneden – QZ.COM

Russere spreder disinformationer i EP-valget. New York Times skriver, at et netværk af russiske websites og sociale medieprofiler spreder disinformationer i den igangværende EP-valgkamp. Eksperter fra blandt andet EU oplyser, at den russiske kampagne efterlader samme digitale fingeraftryk, som tidligere kampagner. Blandt andet den, der blandede sig i den amerikanske valgkamp i 2016 – New York Times

Russerne spreder skræk om 5G. Endnu en artikel fra New York Times om russisk propaganda. Det statsejede RT America har lavet syv programmer om farlighed ved 5G. Senest har de påstået, at børn, der bor i nærheden af 5G-master får cancer, næseblod og indlæringsvanskeligheder – New York Times

Podcastlyttere er mærkelige. I en ny undersøgelse af amerikanernes brug af podcast, er der mange nyttige oplysninger. Men undersøgelsen indeholder også et par selvmodsigende pointer fra brugerne. De fremhæver nemlig, at de elsker podcast fordi de kan gøre alt muligt andet, mens de lytter og samtidig oplyser flertallet, at de ikke foretager sig noget som helst andet end at lytte – EdisonResearch

MittMedia har succes med tidslås. Den første time en artikel er publiceret hos MittMedia er den gratis og derefter klapper muren i og du er nødt til at købe et abonnement. Medietrends har længe fulgt MittMedias tidslås og den skaber et ret fascinerende pres på læserne til enten at skynde sig at læse eller at betale. Derfor ikke overraskende, at MittMedia nu oplyser, at tidslåsen har øget abonnementssalget med 20% – Digiday

Andre læser lige nu