Connect with us

Medieøkonomi

”Vi følte ikke, at det var vores opgave at redde andre mediehuse, der var mere optagede af at tale om digital udvikling end at investere i det”

For fem år siden brød planerne om et Spotify for news mellem Berlingske og JP/Pol sammen i 12 time. Her er Stig Ørskovs forklaring

Udgivet

den

”Vi følte ikke, at det var vores opgave at redde andre mediehuse, der var mere optagede af at tale om digital udvikling end at investere i det”

Danmark kunne i dag have haft et slags Spotify for news, hvis mediecheferne tilbage i 2013 havde givet grønt lys. Det berettede tidligere digital direktør i Berlingske, Mads-Jakob Vad Kristensen, om fornyelig i et blogindlæg. Han er i dag medstifter af konsulentvirksomheden Further.dk

Spotify-modellen blev inspireret af et projekt i Slovakiet, hvor konkurrerende medier gik sammen om et fælles betalings-login, der gav slovakiske læsere fri adgang til alt indhold fra medier, der var med i ordningen, kaldet Piano.

Mads-Jakob Vad Kristensen skriver i blogindlægget, at Berlingske nedsatte en arbejdsgruppe med folk fra Berlingske og folk fra et ”stort konkurrerende mediehus” fordi analysen var, at overgangen fra gratis indhold til en eller anden form for betaling var en fælles udfordring og at løsningen derfor også ville være bedst, hvis den kunne findes sammen.

Det har været relativt let for læserne at gætte, at det ”store konkurrerende mediehus” var JP/Politikens Hus og i et interview med Medietrends lægger den nuværende administrerende direktør Stig Ørskov, da heller ikke skjul på, at det er tilfældet.

Ifølge Mads-Jakob Vad Kristensen var planerne om en dansk Piano-model så langt fremme, at arbejdsgruppen mellem de to store mediehuse tog til Slovakiet og bagefter udarbejdede en fælles anbefaling til topledelserne i de to mediehuse.

WTF-moment

Men selvom Mads-Jakob Vad Kristensen havde en klar oplevelse af, at det ”store konkurrerende mediehus”, aka JP/Politikens Hus, var helt med på planen, vendte topledelsen pludselig tommelfingeren ned af i sidste øjeblik.

Mads-Jakob Vad Kristensen skriver:

”Det er og bliver til dato et af de største “WTF?!”-momenter i min karriere. Jeg havde virkelig ikke set den komme. Naturligvis ikke. For der var gået politik i det. Det handlede ikke om en fælles udfordring mere. Det handlede ikke om en mulig løsning. Og det handlede slet ikke om med nysgerrighed at prøve noget af for om ikke andet så at blive klogere hver især. Det handlede ene og alene om corporate forfængelighed af den slags, der gør mennesker som jeg — der er drevet af at få gode ting til at ske og skabe nye digitale forretninger — træt som i t-r-æ-t”.

Ørskovs fire argumenter

I dag bekræfter Stig Ørskov, at han var sit hus repræsentant i det fælles analysearbejde. Men han afviser, at JP/Politikens Hus exit fra Piano havde noget med corporate forfængelighed at gøre. Tværtimod var der mange gode grunde til at bakke ud, forklarer han.

”Jeg var meget engageret i det analysearbejde, der knyttede sig til Piano. Især fordi det var undertegnede, der havde relationen til Tomas Bella, som skabte Piano, og det var det, der bragte ideen på bordet,” siger Stig Ørskov og fortsætter:

”Vi brugte megen tid på at analysere på Piano, men da vi nåede frem til målstregen, var der fire gode argumenter, der talte for, at det ikke var vejen frem for os:

  1. Sagt ligeud: Vi følte ikke, at det var vores opgave at redde andre mediehuse, der var mere optagede af at tale om digital udvikling end at investere i det. Vi vurderede, at Piano ville hjælpe andre mere, end det ville hjælpe os selv.
  2. Prispunktet var simpelthen ikke attraktivt nok. Slovakerne talte om 29 kroner og det var svært at se at vi kunne gå meget højere op. Vi var simpelthen bange for at binde os på en for lav pris, der ville låse os ud i fremtiden.
  3. Vi har altid været og er fortsat ekstrem varsomme med at skubbe andre ind mellem os og brugerne. Vi vil selv have den direkte relation med brugerne. Der var lidt kanalpakke over Piano, og når du først gik ind i det, låste du lidt dig selv og ville have svært ved at udvikle andre alternative salgskanaler.
  4. Hvis du begynder at samle journalistisk indhold i den samme pærevælling, så er der risiko for at det opfattes som et commodity (uforædlet råstof med lav værdi, red). Det er klart, at de enkelte titler stadig ville stå der, men indholdet ville i højere grad opfattes ens, fordi du havde købt det ens.

Netop det sidste argument vejer i dag tungt hos Stig Ørskov, fordi særligt de senere år har vist, at det at have et tæt forhold til brugerne er meget værdifuldt.

”Det er ikke fordi jeg vil påstå, at jeg havde samme bevidsthed om det dengang, som jeg har i dag, men Piano ville have været en defokusering for os i vores arbejde med at komme tættest muligt på kunderne.”

Stig Ørskov afviser derfor også prompte, at han bare ærgrer sig en lille smule over, at danske medier og danske mediebrugere ikke fik mulighed for at få adgang til alt indhold og mulighed for at betale for alt indhold.

”Nej, tværtimod. Jeg er i dag endnu mere overbevist om, at den store værdi ligger i den tætte relation med brugerne.”

Ørskov afviser ikke mikrobetaling

Til forskel fra mange med bekymringer for mediernes økonomi, er Stig Ørskov dog ikke afvisende over mikrobetaling – altså muligheden for at købe indhold stykvist.

”Man skal passe på med at afvise mikrobetaling. Der kan sagtens være muligheder i det. Lige nu er vi mest optagede af vores abonnementsforretning, men det ville være fjollet at afvise mikrobetaling som en indtægtsstreng, man kunne spille på, hvis man evner at gøre det ordentligt.”

”Mikrobetaling er ikke vores prioritet lige nu og så er vi nok lidt tilbøjelige til at se mikrobetaling, som en fugl på taget. Men det ville være tosset at afvise de muligheder, der ligger i det,” siger Stig Ørskov.

Han erkender samtidig, at der også kan være fordele i en afventende strategi, der giver mulighed for at lære af andres erfaringer med mikrobetaling.

Medietrends har tilbudt Mads-Jakob Vad Kristensen, at han kan kommentere på Stig Ørskovs udlæg af det tidligere samarbejde. Han skriver:

”Stig Ørskovs kommentarer viser med al tydelighed, hvorfor det er svært at skabe fælles fremdrift mod løsningen af et meget reelt problem for branchen. Det er ærgerligt, for jeg tror, mulighederne er bedre for at lykkes sammen end hver for sig. Men her tror vi helt åbenlyst på noget forskelligt.”

Læs hele Mads-Jakob Vad Kristensens blog om Piano-planerne

Foto: Per Folkver

Medieøkonomi

Nyt dansk, socialistisk medie indkomstgraduerer medlemspris

Vellønnede læsere skal betale op til 10 gange mere end de dårligst lønnede læsere

Udgivet

den

Lørdag bliver Danmark et medie rigere.

Her går det nye Solidaritet.dk i luften og som en så vidt vides aldrig tidligere set forretningsmodel, vil det nye medie lade læsernes indkomst bestemme om de skal betale lidt eller en hel del mere i medlemsskab.

Solidaritet.dk skriver på deres hjemmeside:
“I Solidaritet mener vi, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Derfor er vores medlemsskab indkomstgradueret. “

Det betyder, at de bedst lønnede læsere betaler op til 10 gange så meget som de dårligst lønnede.

Sign up side på det nye medie

Ud at være medlemsfinansieret er Solidaritet.dk hjulpet igang med 1,33 millioner kroner i støtte fra Innovationspuljen under Kulturministeriet.

Ifølge chefredaktør Morten Hammeken er målet at skabe et medie, der er uafhængig af partiinteresser, men som har en tydelig socialistisk dagsorden:

“Vores udgangspunkt er socialisme og klassekamp, og vores modstander er det mindretal, der sidder på langt størstedelen af værdierne i samfundet, og som også dominerer langt størstedelen af mediefladen,” udtaler Morten Hammeken i en pressemeddelelse.

Solidaritet.dk vil være landsdækkende og lægger ud med redaktioner i både København og Aarhus.

Læs resten af artiklen

Andre læser lige nu