Folkeaktier kan redde truede medier

3.467 bekymrede og engagerede læsere købte for et år siden det britiske magasin New Internationalist. Tilsammen summede de mange investeringer op i godt 5,7 millioner danske kroner og det betyder, at hver af de nye medejere i gennemsnit har betalt 1.700 dkr.

New Internationalist er dermed et af verdens største medie-kooperativer og derfor interessant at studere for andre medier med samme ideer.

Baggrunden for New Internationalists konvertering til folkeaktieselskab er naturligvis den sædvanlige med faldende abonnementssalg, øgede distributionsudgifter og generel økonomisk krise. Men bortset fra det, er New Internationalist på alle måder usædvanlig.

Magasinet blev skabt i 1973 med økonomisk støtte fra de to internationale nødhjælpsorganisationer, Oxfam og Christian Aid, med det formål at sætte fokus på økonomisk ulighed i fattige og rige lande. Igennem årene har flere forskellige organisationer skudt penge i projektet, men i 1992 overtog medarbejderne, der på det tidspunkt allerede havde haft ligeløn i fem år, ejerskabet.

Netop dette medarbejderskab skabte fundamentet for at New Internationalist 25 år senere, hvor mange andre magasiner også kæmper med faldende abonnementstal, ikke alene kunne overleve, men også sikre sig en offensiv fremtid på grund af indskuddet fra de 3.467 nye medejere.

“Istedet for at skære ned og udhule vores produkt, ønskede vi at investere. Folkeaktierne var en måde at opnå det på. Det var ikke kun et spørgsmål om komme videre, men om at blive større og bedre. Til at give os det skub, vidste vi, at vores læsere, var de rigtige at spørge,” siger medredaktør Hazel Healy til Columbia Journalism Review.

Det nye ejerskab giver en stemme til hver ejer og det betyder, at ingen – uanset hvor mange aktier de måtte eje – kan dominere og kontrollere beslutninger. Men det betyder også, at redaktionen har måtte værne om sin redaktionelle frihed og for eksempel ikke lægger spørgsmål om redaktionelle beslutninger ud til det kollektive ejerskab.

“Vi har ikke ønsket at spørgsmål om sandhed er noget, der bestemmes af et flertal,” siger Hazel Healy.

Istedet er der blevet trukket en linje, hvor ejerne bestemmer missionen og redaktionen bestemmer, hvordan den eksekveres.

Det er næppe muligt at finde nok private investorer til at folkeaktiemodellen kan anvendes på store nødlidende medier. Men for små medier med stærke værdier og klare missioner, mener Hazel Healy, at modellen er oplagt at kopiere og betegner læserne som en utappet resurse.

“Hvordan skal vi ellers sikre et mangfoldigt medielandskab? For mindre medier med stærke missioner, kan dette være en interessant vej at gå,” siger hun.

Denne artikel er baseret på oplysninger fra Columbia Journalism Review.