Connect with us

Original

New York Times trykte anonym insiderkritik af Trump – hvad ville danske chefredaktører gøre?

Det er et etisk clash mellem principper om offentlighedens interesse og fairness, men flere danske mediechefer vil under særlige omstændigheder publicere hård insiderkritik af statsministeren.

Udgivet

den

New York Times trykte anonym insiderkritik af Trump – hvad ville danske chefredaktører gøre?

(opdateret den 18. september med kommentar fra Lea Korsgaard)

New York Times var godt klar over, at de sprang ud på dybt vand, da de denne uge valgte at offentliggøre et debatindlæg fra en anonym, men meget centralt placeret kilde i Det Hvide Hus. Men fordi avisen mente, at den benhårde insiderkritik af præsidenten var vigtig og fordi kilden med stor sandsynlighed ville miste sit job, hvis anonymiteten blev brudt, valgte redaktionen at krydse den røde linje.

Spørgsmålet er om danske chefredaktører ville gøre som New York Times, hvis en centralt placeret kilde i den danske regering tilbød et velskrevet debatindlæg med hård kritik af statsministeren. Chefredaktøren kender personens identitet, men må ikke videregive den til læserne.

Medietrends spurgte otte chefredaktører – her er hvad fem af dem svarede:

Lea Korsgaard, Zetland:

“Under helt særlige omstændigheder og under hensynet til offentlighedens interesse i at få indsigt i et helt afgørende anliggende, kunne jeg godt finde på det – hvis og såfremt jeg kendte til kildens identitet og motiver, og at han eller hun dermed ikke var anonym for mig. Når det er sagt: Debatindlægget i New York Times var vild og væsentlig læsning. Men jeg savnede også konkreter. Journalistik lever i konkreter: Hvordan, hvorledes, hvornår. En anklage er i journalistisk sammenhæng ikke noget værd uden dokumentation for, at der er grund til at rejse den anklage. Det gælder uanset hvilken form for kilde, vi har med at gøre.”

Christian Jensen, Politiken:

”Det er virkelig et vanskeligt etisk dilemma, og nu kender jeg ikke New York Times’ kendskab til hverken kilden eller substansen. Foruden at kende kildens identitet, må man også have en udstrakt tillid til vedkommende. Det er jo åbenbart, hvad kilden risikerer ved at stå frem. I det lys vil jeg skønne, at oplysningernes væsentlighed må gå forud for det princippet om navngivning. Ville jeg gøre noget tilsvarende i Danmark? Det må bero på en konkret og grundig vurdering.”

Jacob Nybroe, Jyllands Posten:

”Det ville jeg ikke, svarer Nybroe og henviser til Jyllands Postens leder fredag, der netop forholder sig til det tricky spørgsmål:

”Anonymitet i journalistik er problematisk. Alligevel forekommer det ofte, fordi mange historier ikke ville kunne afdækkes uden, men da sker det i reportageform, så mediet har mulighed for at efterprøve og verificere kildens oplysninger. Her er der tale om en kronik, og selv om The New York Times naturligvis er bekendt med skribentens identitet, har den ingen mulighed for at få rigtigheden bekræftet. En kronik fremstår uimodsagt og uefterprøvet. Derfor må afsenderen have mod og mandshjerte til at lægge navn til sine påstande.”

Jakob Nielsen, Altinget og Mandag Morgen:

”Jeg kunne godt forestille mig at bringe et anonymiseret indlæg fra en embedsmand, men det ville være en undtagelse og altid afhænge af en konkret vurdering.

En række forudsætninger ville skulle være opfyldt:

  • Jeg skulle være 100 procent sikker på skribentens identitet.
  • Skribenten skulle bringe forhold frem i lyset af så alvorlig karakter, at det åbenlyst er i offentligheden interesse, at det bliver lagt frem – noget, der rækker ud over, at ministeren er uduelig.
  • Og så skal det være min vurdering, at skribenten ville sætte så meget på spil ved at fremsætte sine oplysninger med navns nævnelse, at vedkommende fx ville kunne miste sit job
  • Endelig vil det være mit udgangspunkt, at den angrebne part ville skulle have adgang til at få forelagt kritikken og svare på den, inden man publicerer kritikken.

Helt konkret vil det være meget få tilfælde, hvor disse betingelser ville være opfyldt. Men jeg ville ikke udelukke, at det kunne forekomme.”

Michael Dyrby, BT:

”I udgangspunktet NEJ, det strider mod de grundlæggende regler for tildeling af anonymitet, som altid har indeholdt: Hvis du vil anklage en konkret person eller gruppe, skal du være villig til at stå på mål for det med dit eget navn. Men jeg udelukker ikke, at der kan være et indhold i en kronik, der gør det nødvendigt at offentliggøre den. Også anonymt.”

”Så mit svar er grundlæggende nej, men der kan være undtagelser.”

Foto: Dave Pinter/Flickr

Original

Ny dansk lov: Nu kan du få 12 års fængsel for at dele udenlandsk propaganda på Facebook

Juraprofessor frygter, at ny dansk lov vil føre til selvcensur fordi danskerne hellere vil være på den sikre side end på kanten af loven

Udgivet

den

Ny lov forbyder samarbejde med alle fremmede efterretningstjenester, men der er skrevet Rusland mellem alle linjerne. Foto: President of Russia Office

Et flertal i Folketinget vedtog tirsdag et omstridt lovforslag, som skal sætte hårdt mod hårdt i den omsiggribende krig om sandhed, falske nyheder og manipulationer på de sociale medier.

Men loven er så uklart formuleret, at juridiske eksperter frygter, at angsten for at komme i klemme vil få danskerne til at udøve selvcensur.

Ifølge den nye lov vil det i fremtiden koste op til seks års fængsel, hvis en dansk statsborger hjælper en fremmed efterretningstjeneste til at påvirke beslutninger og meningsdannelse i Danmark. Hvis forbrydelsen foregår under en valgkamp hæves straffen til det dobbelte – nemlig 12 år.

Hjælpen til den fremmede efterretningstjeneste kan for eksempel være at dele deres indhold på Facebook eller andre sociale medier. For at blive dømt forudsætter det dog, at den danske statsborger har været fuldt bevidst om, at han/hun med gerningen bistår en fremmed efterretningstjeneste.

Da loven blev fremsat i november 2018 blev den kritiseret for at danske statsborgere kunne straffes selvom de ikke vidste, at det indhold, de delte, var fabrikeret af en fremmed efterretningstjeneste.

Justitsminister Søren Pape Poulsen, K, har derfor strammet formuleringerne, så der skal kunne føre bevis for, at den danske statsborger har vidst, at afsenderen var en fremmed magt.

Flere kritikere påpeger dog, at der fortsat er urimelig megen tvivl om, hvor loven præcis kan finde anvendelse og at den dermed kommer til at skabe øget selvcensur fordi ansvarsbevidste danske statsborgere hellere vil være på den sikre side end på kanten af loven.

En af lovens kritikere er professor i strafferet ved København Universitet Jørn Vestergaard. Han advarer i et tre sider langt notat politikerne mod at vedtage loven.

Vestergaard hæfter sig blandt andet ved, at der i bemærkningerne til loven fremgår et eksempel med en dansk statsborger, der samarbejder med en russisk bot- og trollfabrik til at påvirke holdningen til dansk NATO-medlemsskab.

“Paragraffen kommer til at dække et meget bredere område, og det bliver svært at vide, hvad man må og ikke må. Lovbemærkningerne er fulde af svævende begreber, f.eks. påvirkning af ”den almene meningsdannelse/den offentlige debat”. Strafansvaret omfatter ikke ”sædvanlig journalistik”; men hvad betyder det”? skriver Vestergaard og fortsætter:

“Det er imidlertid med rette, at Dommerforeningen i et høringssvar har gjort opmærksom på udsigten til vanskelige grænsedragninger, herunder i forhold til ytringsfriheden. Det er bekymrende, at der nu tegner sig et flertal for vedtagelse af Justitsministerens lovforslag. Det ville være bedre at modarbejde udenlandsk påvirkningsvirksomhed med andre midler end de strafferetlige, herunder ved at lade sandhedsværdien af tvivlsomme oplysninger stå deres prøve i den offentlige debat.”

Når Jørn Vestergaard skal samle sin kritik i en sætning, lyder den således:

“Problemet er bare, at en kriminalisering vil skabe en kolossal retsusikkerhed og en risiko for at lægge bånd på den frie, åbne og kritiske offentlige debat. “

Af svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen fremgår det, at loven gælder samarbejde med alle fremmede efterretningstjenester. Men den russiske er nærmest krypteret ind med usynlig skrift mellem alle linjerne.

Enhedslisten, SF, Alternativet og Dansk Folkeparti stemte imod, mens resten af Folketingets partier stemte for.

Læs loven her

Læs resten af artiklen

Andre læser lige nu