Køb en nyhed for to kroner eller en podcast til en femmer

Hver dag læser danske mediebrugere hundredtusindvis af artikler uden at betale en krone og samtidig forhindrer betalingsmure dem i at læse, se og lytte masser af indhold, som de ellers gerne ville betale for.

Forklaringen er naturligvis den klassiske abonnementsmodel, som langt de fleste medier bekender sig til og som sikrer, at medierne får betaling for hele pakken i stedet for kun at tjene på enkelte enheder, der sælges stykvist.

Men den digitale udvikling trækker i en retning, hvor mediebrugerne i højere og højere grad selv sammensætter deres nyhedsmix fra mange nyhedskilder og derfor bliver ideen om mikrosalg ved med at poppe ud.

På det teoretiske niveau giver det fremragende mening at udvikle en betalingsmodel, der matcher brugernes adfærd, men om brugerne egentlig er klar til at svinge dankortet for at få adgang til en artikel, en video eller en podcast er så vidt vides aldrig blevet undersøgt.

Derfor har Medietrends forsøgt at vejre stemningen for mikrobetaling blandt mediebrugerne. Undersøgelsen er på ingen måde videnskabelig sikker. Dels er der kun 42 respondenter og dels er de primært rekrutteret blandt Medietrends egne læsere, som hovedsageligt er meget aktive medieprofessionelle.

Så tag resultaterne med alle tænkelige forbehold og gennemfør gerne selv en professionel undersøgelse blandt hele befolkningen.

Trods alle disse storykillerforbehold giver undersøgelsen alligevel et fingerpeg om, hvordan nogle mediebrugere trods alt tænker om mikrobetaling og ikke mindst, hvor stor deres betalingsvilje er.

Flere end hver anden af de adspurgte oplever mindst en gang dagligt, at de er interesserede i indhold, som de ikke kan få adgang til fordi de ikke er abonnenter. Det gode er, at det viser, at betalingsmurene er effektive og at indholdet er attraktivt. Det dårlige er, at kun få mediebrugere har råd til at tegne abonnementer til alt det, de gerne vil konsumere.

Spørgsmålet er dog om de ville være interesserede i at købe indholdet stykvist, hvis prisen er fair i deres egne øjne og købet kan foretages hurtigt og let. Det svarer to ud af tre, at de helt sikkert gerne ville. Yderligere 26 procent svarer måske.

Hvad er journalistik så værd? Noget tyder på to kroner for en nyhedsartikel, en femmer for en baggrundsartikel eller en podcast og fem-ti kroner for et interview eller en feature.

Mediernes udfordring i forhold til mikrosalg er naturligvis om styksalget udhuler abonnementsmodellen. Det kan ingen – heller ikke mediebrugerne – være interesseret i. Men måske har det canadiske regionalmedie Winnipeg Free Press skabt en model, der bygger bro mellem mikrobetaling og abonnementsmodel.

Kort fortalt går modellen ud på, at avisen lader læserne købe artikler stykvist, men hele tiden tæller artiklerne og gør læserne opmærksomme på, at de kan spare penge ved at købe et abonnement, hvis de læser/køber mange artikler.

Læs: Løssalg af artikler skaffer abonnenter til canadisk medie

Mest ikoniske mikrosalgs-projekt er det hollandske Blendle, som opererer i Holland, Tyskland og USA. Det kan være svært at gennemskue deres resultater. De har været dygtige til at skaffe mange brugere til deres platform, men om de rent faktisk konverterer salg er lidt mere tvivlsomt.

Ligeledes er det p.t. lidt uklart om Blendle ved at skifte deres model fra rent enkeltsalg til en mere Spotifylignende model, hvor brugerne får fri adgang til mange medier for en fast abonnementspris.

Det vil dog i givet fald være en model som først og fremmest tilgodeser nyhedsjunkies fremfor det store flertal, der bare gerne vil kunne købe en artikel her og der.

En model, der kunne imødekomme dem – og måske mediernes kærlighed til at pakkesalg – kunne være et slags klippekort, som man kunne tanke op med mindst 100 kroner ad gangen og som virkede til flere medier.

Klippekortet er ikke produktudviklet af nogen – so far.

Foto: Aranami/Flickr