Et bud på fremtidens journalistliv

OPLÆG – Fremtidens journalister skal være teknologisk grådige og nysgerrige, have en kondition som en elitesoldat og et publicistisk hjerte som dem, der lægger navn til de priser, der i dag hylder faget.

Det er er den korte version af det oplæg, jeg søndag holdt for 300 delegerede i Dansk Journalistforbund. Temaet var ”Fagenes Fremtid” og Søren Schultz Sørensen, Anna Porse Nielsen og jeg fik hver lov at kickstarte debatten med cirka 15 minutters snak.

Her slipper du med den korte version:

Forestil dig en time-lapse over journalistikkens udvikling. Vi kan starte med udbredelsen af aviser i år 1700 og så sige at tiden frem til i dag svarer til en time. Det betyder, at der gik hele 24 minutter før telegrafen, der fik os til at tænke i nyhedstrekanter, kom til verden.

Da der var gået 42 minutter, blev radioen en etableret medieplatform og da klokken var næsten 10 minutter i hel blev TV’et udbredt. Fem minutter senere kom internettet.

Facebook, Podcast, smartphones og alt andet, der i dag sætter standard for mediebranchen er først lanceret de seneste 60 sekunder.

Før medielivet blev digitalt har vi altså haft årtier og århundreder til at udvikle det journalistiske indhold, så det passer næsten perfekt til hver eneste platform. Se blot denne video med den første TV-avis fra 1965.

Når man i dag – mere end 50 år senere – trækker på smilebåndet over udviklingen af tv-journalistikken, er det svært ikke samtidig at bekymre sig over, at indholdet til de nye digitale formater sjældent får mere end et halvt år til at blive udviklet før en ny platform banker på døren.

Man kan jo spekulere over, hvordan tv-journalistikken havde set ud i dag, hvis journalisterne kun havde haft et eller fem før de også skulle have forholdt sig til endnu en ny platform.

Da der er intet, som i absolut intet, der tyder på, at den teknologiske udvikling vil bremse i fremtiden, må første konklusion være, at fremtidens journalister får rasende travlt med at forholde sig til nye platforme.

Fremtidens journalister bør derfor:

• Elske ny teknologi og være fuld af nysgerrighed efter hvordan de kan udnyttes til at fortælle bedre historier, skaffe bedre dokumentation og hurtigere research.
• De skal hurtigt kunne bevæge sig fra kravlestadiet til virtuosstadiet, så de frit kan bruge teknologien til at tænke journalistisk – på indholdets præmisser og ikke på platformens.
• Det siger også sig selv, at de skal være agile som aldrig før. Jeg bruger ikke ordet omstillingsparat, for det signalerer, at man tilpasser sig en udvikling. Fremtidens journalister skal omfavne udvikling og være med til at skabe den. Derfor skal de have kondition og iværksætterlyst.
• Mange taler ofte om at journalister skal kunne kode. Men for at holde trit med udviklingen ville de ikke kunne få tid til andet. Så drop det, men bliv powerbrugere og kombiner den fantastiske teknologi med menneskelig kreativitet.

Men det er ikke kun teknologien, der ændrer sig. Vi er også nødt til at tage bestik af det, vi skal producere journalistik om og dem, vi skal gøre det for.

I fremtiden er det ikke nok at journalister kan ”knække” et årsregnskab og kan finde svaret på et paragraf 20-spørgsmål. Fremtidens magtbastioner er i lige så høj grad kunstig intelligens, automatisering, hemmelige algoritmer og data. Det skal den kritiske presse kunne matche og udfordre.

Journalisterne skal være lige så meget på hjemmebane i det nye data-regime, som de traditionelt (og ideelt set) har været i den politiske og økonomiske verden.

Ikke nok med det. Den gode journalistik skal serveres for et publikum, der forventer stærkt individualiseret særbehandling. I fremtiden gider ingen mediebrugere have masseproduceret indhold. Alle vil forvente at modtage hver deres personligt tilpassede nyhedsmix og formentligt også personligt tilpasset indhold – dette er allerede langt fremme.

For journalisten giver det nye udfordringer og man bliver nødt til at acceptere at ens arbejde ”kun” er halvfabrikata som robotter bagefter kan færdiggøre – hvad enten det er for at komponere hver enkelt nyhedsbrugers ”forside” eller ghostwrite med fakta og sprogtone, der er relevant og harmonisk for hver enkelt.

Min journalistgeneration har dyrket at lytte. Ikke til dem derude, men til os selv, vores redaktører og redaktionsmødernes nogle gange bizarre ideudviklinger. Fremtidens journalister skal blive meget bedre til at lytte og forstå andre. De skal lytte til signaler, tendenser, frustrationer, behov og opråb. Ellers vender mediebrugerne sig bare mod dem, der lytter til dem. Og det er ikke sikkert, at det er indholdsleverandører med ædle publicistiske motiver.

Klassiske dyder som vinkling, fortællekunst og analyse er også i fremtiden kerne-DNA for alle journalister. Ikke kun fordi det er nødvendige elementer i god journalistik, men også fordi, der – hvis om nogensinde – går en del år før det kan outsources til robotter.

Et væsentligt benspænd for fremtidens journalister er, at de i høj grad skal skabe og genopfinde deres fag og profession hver eneste dag, de møder på arbejde. Når en ung journalist tidligere mødte op på sin første arbejdsplads, kunne hun/han sætte sig ved siden af stjernerne og lytte til dem. Så var den publicistiske og faglige arvefølge sikret. Men i fremtiden har de fyrtårne skabt deres resultater i en anden tid og på andre platforme og sidemandsoplæring bliver derfor sværere.

Den virkelig store udfordring for fremtidens journalister er derfor, at de uden nævneværdig støtte fra ældre kolleger og rollemodeller, konstant skal nyfortolke publicismen til nogle konstant skiftende nye platforme.

Det er ikke nok at være hamrende dygtig til at styre og fodre chatbots, Instagram og andre features, hvis ikke man har en publicist i sig. Man skal have et mål med sin journalistik – uanset om det er undersøgende journalistik eller bare almindelig kritisk kvalitetsjournalistik.

Fremtidens journalister er derfor tvunget til at være stærkere publicister end deres forgængere. Ellers kommer vi ikke til at kunne skelne mellem dem og bloggere.

Der kan siges meget godt om bloggere, men forskellen på dem og journalister er, at de ikke er et nødvendigt aktiv i et demokratisk samfund. Det er den kritiske journalist i den ideelle verden, men det kræver, at journalisten leverer varen og selv er bevidst om sin værdi og sin rolle. Ellers kan det være ligegyldigt.

Fremtidens journalister skal derfor skærpe bevidstheden om deres samfundsrolle og de værdier, som god journalistik bidrager med. Det lyder måske banalt, men i en tid, hvor idealer, der hidtil har været anset som nærmest naturlove, presses, er det et minimumskrav for den fjerde statsmagts overlevelse, at den tager sig selv alvorligt og er konstant bevidst om at forvalte og forsvare sine privilegier med maksimal styrke.

Samme identitetsfølelse og attitude bør inddrages i udviklingen af medierne. Det bliver næppe medierne, der opfinder de teknologier, som vil præge medieudviklingen. Men medierne og deres gode folk gør klogt i at sætte sig på innovationens forsæde og selv definere det gode indhold – uanset hvilken platform, det skal optræde på.

Fremtidens journalister går derfor en hård tid i møde. Men de er uendeligt meget bedre rustede, hvis de omfavner mulighederne og altid husker at tænke indhold og publicisme først.

PS: Hvis du undrer dig over billedvalget, så tog jeg udgangspunkt i Liv, som er mine venners tre uger gamle baby. Begge forældre er journalister. Da vi før har set journalistbørn gå i deres forældres fodspor fabulerede jeg over Livs mulige fremtid som journalist og behovet for at hun træder sine egne fodspor.