Corydon: En fordel, en ulempe og et sværdslag

Hvis man havde sat 1000 kroner på, at Bjarne Corydon skulle blive Børsens nye topchef, havde man formentlig vundet så meget, at man næsten kunne købe den halvdel af Børsen, som de svenske ejere på grund af Konkurrencestyrelsen ikke fik lov at sælge til JP Politikens Hus.

Men selvom valget af den tidligere socialdemokratiske finansminister er overraskende, giver det faktisk god mening. Ikke kun vurderet på Corydon som person, men mere på princippet om at disrupte den traditionelle rekrutteringsfødekæde i mediebranchens øverste lag.

Valget af Bjarne Corydon skaffer Børsen en fordel, en ulempe og et uundgåeligt sværdslag.

Vi starter med fordelen:

Udvikling og vækst

Både Bjarne Corydon og ejerne hos svenske Bonnier ekkoer hinanden i forbindelse med ansættelsen og slår fast med solide svenske nagler, at missionen er vækst og udvikling. Det betyder, at vi allerede nu ved præcis, hvad Corydon skal måles på.

Opgaven er måske ikke så meget anderledes end hvad andre mediechefer skal levere. Men på en måde, virker missionen mere håndfast, når den formuleres af en mediekoncern, der for længe siden har bekendt sig til den digitale fremtid (det var blandt andet derfor, at de ønskede at sælge Børsen, så de kunne finansiere digital udvikling) og som nu binder en tidligere finansminister og direktør fra McKinsey til masten med ordene: Du har en opgave!

Er Bjarne Corydon så den rigtige person til den opgave? Ja, det kan man let forestille sig. Han har nemlig adskillige kompetencer, som ingen personer i mediebranchen af gode grunde kan hamle op med.

For det første har han i hele sin karriere arbejdet arkitektonisk og analytisk med ekstremt komplekse problemstillinger. Man kan være enig eller uenig i Corydons politiske fodaftryk, men han har vel rundt regnet 20 års erfaring med at udvikle samfundsstruktur på allerhøjeste plan.

At udvikle et mediehus i en ekstrem turbulent æra – Børsens læsere ville sikkert sige volatil – kræver en modig og fremfor alt fordomsfri person, som ikke er bundet af mediebranchens mange konventioner. Dermed ikke sagt, at det er godt, hvis Corydon tromler alle gode publicistiske og journalistiske dogmer ihjel. Men det kan være sundt og vitaliserende at sætte en person i spidsen, som har et helt andet udgangspunkt end det miljø, der har domineret i et århundrede.

Børsens bestyrelsesformand Karmo Kaas-Lutsberg siger blandt andet: ”Gennem investering i kvalitet og ved at være uundværlig for publikum, vil Børsen være i stand til at bygge en succesfuld forretning med stigende digitale abonnementsindtægter…”

Uundværlig er et nøgleord i den tankegang, og det er et så centralt element i hele den digitale omstilling, at medierne skal gå fra at være afsenderorienterede til at være modtagerorienterede. Det er digital sharia, at brugerne har en overflod af muligheder og at deres største problem er at vælge det relevante og fravælge det irrelevante. De digitale leverandører, der kan hjælpe med den opgave, er og bliver uundværlige i den digitale fremtid og nutid.

Men journalister er ikke opdraget til at handle modtagerorienteret. Jo, vist er der forståelse for at formidle sit indhold, så det passer bedst muligt til målgruppen, men i bund og grund er det blot et middel til at nå målet, der er formuleret af afsenderen, nemlig journalisterne og redaktøren.

En person udefra er alt andet lige bedre til at udvikle et mediehus i den kundeorienterede retning, end en der i princippet gik ind i branchen af andre årsager.

Er Corydon publicist?

Det vil han formentlig snart blive, men her og nu ville det være en fornærmelse af begrebet at hæfte det på Bjarne Corydon. Han har ikke skyggen af journalistiske erfaringer eller værdier, så hvordan skal det gå, når han ikke bare er CEO, men også chefredaktør?

Corydon siger klogt, at han vil være i lyttefasen for at lære, når han begynder. Og journalistik og redaktionel ledelse er selvfølgelig heller ikke mere rocketscience end, at man tidligere har set folk med betydelig lavere intelligens end Corydon nå til tops i medieverdenen.

Men at være chefredaktør er mere end at være lyttende og en god personaleleder. Det er også vanskelige beslutninger, der kan have store etiske, menneskelige, politiske eller økonomiske konsekvenser. At træffe den slags redaktionelle beslutninger er ikke let for nogen. Men det er en tand lettere at gøre det, hvis man har publicistisk højoktan blod brusende i årerne.

Mange chefredaktører læner sig i det daglige op af et indre kompas, som er blevet udviklet gennem årene. Og det er derfor chefredaktørjobbet oftest er kulminationen på en karriere i mediefaget og ikke begyndelsen på karrieren.

Bjarne Corydon bør derfor bruge juleferien til at læse sig lidt ind på nogle af journalistikkens klassikere og han er også velkommen i Medietrends netværk for mediechefer med fokus på udvikling.

Og så bør han i øvrigt udvide lyttefasen til en permanent del af hans arbejdsliv. Gode chefer lytter, ligesom gode politikere lytter. I den forbindelse, kan hans politiske fortid formentlig veksles til god redaktionel valuta.

Begge dele handler om værdibaseret ledelse og mål og om at have klare visioner. Så selv om Corydons manglende brancheerfaring er en åbenlys mangelvare i selve redaktøropgaven, er han ikke så langt bagud fra begyndelsen, som for eksempel Bo Lidegaard var da han som historiker og embedsmand overtog chefredaktørjobbet på Politiken.

En anden toppolitiker og eks-minister, der er værd at nævne er naturligvis Hans Engell, der i 2000 blev udnævnt som chefredaktør for Ekstra Bladet. Jeg var selv ansat på avisens undersøgende gruppe, som skulle vise sig at sortere direkte under Engell og jeg var blandt det flertal på avisen, som var skeptiske overfor valget, men jeg tror de fleste ret hurtigt anerkendte Hans Engell som en solid og sikker chefredaktør, der i sin redaktionelle ledelser kunne udnytte meget af den ballast, handlekraft og til dels kynisme, der udvikles, når man er en central skikkelse i toppolitik.

Mon ikke også det vil gælde Bjarne Corydon.

Hvad så med Børsens liberale linje?

Ja, det er to ender, der ikke kan nå sammen. Punktum.

Under Anders Krab-Johansens ledelse har Børsen udviklet en markant liberal profilering, som ikke bare har været formuleret af Krab-Johansen selv, men også på lederplads og i bidske analyser og debatter fra andre af Børsens medarbejdere.

Så sent som dagen efter kommunalvalget begræd Børsen det røde flertal blandt Københavns vælgere og betegnede det som uansvarligt.

Selvom Bjarne Corydon, som det hør og bør sig, har opsagt sit medlemskab af Socialdemokratiet i forbindelse med udnævnelsen til det nye job, er han næppe blevet liberal hen over natten. Man kan sagtens fungere som journalist på et medie, der har en politisk retning, man ikke er enig i. Men man kan ikke være chefredaktør for et medie, der ikke alene har en retning, man er uenig i, men som nærmest dagligt laver ideologiske stormangreb på alt det, man har kæmpet for i fuld offentlighed.

Et realistisk bud er derfor, at Børsen skruer ned for den profilerede politik og i stedet parkerer den på debatsiderne.  I den forbindelse kunne det i øvrigt være interessant om Børsen havde læserundersøgelser, der viste, at Børsens publikum finder den politiske hårde linje uundværlig.

I så fald stiller sagen sig jo anderledes.

Bjarne Corydon tiltræder sit nye job den 2. januar.

Foto: News Oresund/Flickr