Connect with us

Original

Blog: Er indholdsdata det næste, medierne brænder af?

Medierne forærer deres brugerdata væk og nu er der stor risiko for, at de også smider indholdsdata i grams. Det frygter Lars K. Jensen i dette blogindlæg

Udgivet

den

Blog: Er indholdsdata det næste, medierne brænder af?

Medierne får kritik for at forære guldet væk, når de deler ud af deres brugerdata. Det samme kan ske med data og viden om mediernes indhold, hvis der ikke hankes op.

_____

Inden du læser denne artikel, skal du vide, at jeg ikke er en ‘Advertising Executive’ med utallige års erfaring i at udbyde eller efterspørge annoncer og annonceplads. Jeg har dog arbejdet i mediebranchen i mere end 10 år og set, hvordan det ikke er de danske medier, der svinger taktstokken, når det gælder annoncer.

Og nu er jeg bekymret for, at det samme kan ske med indholdet.

Dette blogindlæg er skrevet af Lars K. Jensen. Han har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i 10 år og deler viden og skaber overblik på larskjensen.dk

_____

Annoncering hos især netmedier handler rigtig meget om data – brugerdata. Når en annoncør (eller et mediebureau eller hvem der nu køber annoncepladsen) skal have sine reklamer købt foregår dette oftest ved, at vedkommende sigter efter en given målgruppe, et segment.

Via teknologisk magi bliver disse annoncer målrettet til den type brugere, som afsenderen gerne vil nå. Alle disse data har man fået fat i ved at følge brugerne rundt om på nettet, på de hjemmesider og de apps, de bruger – så kan man tegne sig et billede af, hvad person X er for en størrelse.

Jeg skriver “man” har fået disse data; der er ikke tale om medierne, men om teknologifirmaer, der stadig vokser i størrelse, og hvis teknologi stadig vokser i kompleksitet. Årsagen til, de er blevet lukket ind er, at medierne ikke selv har været i stand til at bygge den teknologi, der bygger profilerne på baggrund af den megen data.

Så derfor har man hyret hjælp udefra, og disse tredjeparter suger så al den data, de kan ud af de mennesker, der besøger (også danske) netmedier. Problemet er så stort, at en dansk dataforsker advarede mod omfanget i en artikel hos Journalisten i september:

”Man får sværere ved at sælge annoncer, når man forærer sine data væk. Og det er først nu, at mediehusene er ved at forstå, at de data er guld værd. Lige nu forærer medierne guldet væk, så andre høster gevinsterne ude på annoncemarkedet,” siger Mikkel Flyverbom, lektor på CBS i kommunikation og digitale forandringer, og en af forskerne bag rapporten.

Den rapport, der er tale om, har titlen ‘Globaliseringen af den danske mediebranche’, og den er udgivet af Slots- og kulturstyrelsen, hvor du også kan hente rapporten [PDF, 163 sider].

De gode gamle dage…

Men sådan har det ikke altid været. Inden det hele kom til at handle om brugere, det man kalder “audience based advertising”, handlede det om indhold.

Her blev annoncer handlet med udgangspunkt i, hvor de lå; var det forsiden, sektionsforsiden eller en artikel i sportssektionen? Hvor på siden? Og måske blev annoncen endda solgt op imod, at den matchede artiklens indhold – altså at hvis artiklen handlede om FC Barcelona, så kunne annoncen måske forsøge at sælge en fodboldrejse til “el clásico” (FC Barcelona mod ærkerivalerne fra Real Madrid).

Hvis du vil vide mere, kan du læse Wikipedia-artiklen om “Contextual advertising”.

Men hvorfor er det så ikke sådan længere? En af de helt store årsager er programmatisk annoncering, der har haft en ekstrem vækst i de seneste år.

Men lad os tage en lille omvej for at få historikken og problematikken på plads:

Automatisering ændrer reglerne

Kort fortalt handler det om automatisering af handlen med annoncer og annonce-pladser via brugerdata.

En udbredt form for programmatisk annoncering er det såkaldte “Real-time bidding” (RTB)”, der groft sagt foregår således: Et medie udbyder for eksempel en annonceplads, som der så bliver holdt en algoritmestyret auktion om. Der bliver (også automatisk) fundet en vinder af den auktion, som får sin annonce vist. Alt dette foregår på millisekunder og forudsætter en masse linjer kode, regnekraft – og data.

Du kan læse mere om programmatisk annoncering i denne introduktion hos Digiday.

Som du kan læse i denne Digiday-artikel (skrevet af John Battelle, der blandt andet er bestyrelsesformand for en platform for programmatisk annoncering) har den nye type annonce-handel fuldstændig ændret spillereglerne i forhold til den tidligere model baseret på indhold og kontekst [her i min – meget direkte – oversættelse]:

“Programmatisk har revet publikum væk fra dets kontekstuelle rødder. Ved hjælp af programmatiske værktøjer kan en køber identificere næsten ethvert målgruppesegment med enorm præcision – ned til den nøjagtige cookie eller datasegment, der matcher et kundemål. Og af forskellige grunde, blandt andet pris, bliver de personer identificeret hovedsageligt som dem, de er, uafhængigt af, hvad de laver. Sagt på en anden måde, vi køber målgrupper, men vi køber ikke det show, de ser – vi ignorerer, hvor den visning foregår.”

Lad os kigge på nogle eksempler på problematikken med denne form for målretning.

Case 1: Islamisk Stat-videoer på YouTube

Battelles artikel er nemlig fra 2014, men i dag tjener den næsten som en profeti for, hvad der skete året efter. En række annoncører blev opmærksomme på, at deres annoncer på YouTube blev vist i forbindelse med videoer fra Islamisk Stat – som du kan læse om hos blandt andre NBC News.

Inden en video, hvor en kriger fra Islamisk Stat fejrede den seneste triumf elle fremsatte trusler, kunne man altså se en “pre-roll”-annonce fra eksempelvis Procter & Gamble eller Toyota. (Pre-roll er de video-annoncer, der bliver vist inden den video, du egentlig ville se.)

Det førte til et boykot, hvor blandt andet AT&T og andre store annoncører på det amerikanske marked trak deres annoncer fra YouTube og Google (der ejer YouTube). Det kan du læse om hos USA Today.

Nu er dette ganske vist det ekstreme eksempel, men det viser, hvad der kan ske, når man kun målretter efter brugere og ikke tager højde for indhold og kontekst.

Case 2: Den Korte Avis

Herhjemme har vi også haft eksempler, hvor en række virksomheder pludselig opdagede, at de annoncerede på Den Korte Avis. Her fik mange travlt med at fjerne deres annoncer fra et sted, de ikke engang vidste, de optrådte.

Eksemplet er et andet, men årsagen er den samme: Annoncerne er solgt og bliver vist på baggrund af de målgrupper, de skal vises for. Hvor de visninger, så foregår henne, bliver sekundært.

Dengang skrev jeg, at “Den Korte Avis-annoncerne viser problematikken på annoncemarkederne”. I det blogindlæg linker jeg til denne Bloomberg Business-artikel, der fremhæver nogle af problemerne ved programmatisk annoncering baseret på målgrupper – samt den megen snyd, der er med trafik, men som ingen rigtig snakker om.

Case 3: AllThingsD og Recode

Et tredje eksempel på en udfordring med målgruppebaseret annoncering er, at det er nemt at gå udenom de etablerede medier og ramme brugerne et helt andet sted på nettet.

I dette blogindlæg kan du læse et citat fra Walt Mossberg, hvor han genfortæller et møde med en chef fra et annonce-firma. De taler om medierne AllThingsD og Recode, som Mossberg har været med til at starte. Annonce-chefen nævner, at de to medier har lavet nogle gode ting, og at de er interessante. Mossberg spørger så, om de så ikke har tænkt sig at annoncere der. Den anden svarer så [igen i min oversættelse]:

“Lad mig bare fortælle dig sandheden. Vi vil annoncere der i lidt tid, vi vil lægge nogle cookies og finde ud af, hvem jeres læsere er og hvilke andre hjemmesider, de bruger, hvor det er billigere at annoncere end på jeres website, og så trækker vi annoncerne fra jeres website og lægger dem der i stedet.”

Bum. Og det er jo ikke et tilfredsstillende sted at stå som udgiver.

Context is King?

Men de mange udfordringer, og bagsider, ved at målrette sig udelukkende efter brugere, har dog fået en række annoncører til at få øjnene op for, at kontekstbaseret annoncering måske kan et eller andet. Og hvis man er seriøs med at beskytte sit image (kaldet “brand protection”) ja, så er man nødt til at have bedre styr på, hvor annoncerne optræder.

Således er der nu snak om, at pendulet vil svinge væk fra den enorme fokus på publikum og mere tilbage i retning af indhold og kontekst. Spørgsmålet er hvor meget. Senest hørte jeg om det i denne episode af Digidays podcast, som er et spændende interview med Jed Hartman, der er ‘Chief Revenue Officer’ hos The Washington Post.

Han taler om at pendulet vil svinge i retning af kontekst, men at der både vil være kontekst og publikum.

Uanset hvor, pendulet lander, så vil kontekst formentlig komme til at betyde mere – i hvert fald på længere sigt – blandt andet på baggrund af de tre problematikker, jeg nævnte herover.

Spørgsmålet er så bare, om medierne er klar til det. Vi har jo set, hvordan de ikke var klar til det enorme fokus på brugerdata, og derfor måtte hyre teknologifirmaer ind (eller åbne dørene for dem) til at indsamle data på brugerne – samt stå for at matche annoncer op imod det.

Bliver det så anderledes nu, hvor udgivernes eget indhold tilsyneladende vil spille en mere central rolle? Måske… men jeg frygter, det bliver det samme én gang til. Lad mig forklare hvorfor.

Hvad indeholder dit indhold?

Mediernes udfordring i denne sammenhæng er nemlig, at de ikke ved særlig meget om deres indhold. De ved naturligvis hvilke sektioner, en given artikel er publiceret i, og de ved selvfølgelig hvor mange sidevisninger og læsere, den artikel har haft. Men herefter bliver det lidt mere tåget.

Mig bekendt har mange medier ikke noget videre kendskab til, hvad de enkelte artikler handler om. Det kan man have på forskellige måder, blandt andet på baggrund af tagging (hvor man beskriver artiklerne med nøgleord) eller anden analyse af indholdet.

Men onlinemedierne (også de danskere) har aldrig rigtig fundet den rigtige formel for tagging. Nogle steder bliver det brugt til at lave en form for artikelserier og andre steder til at indikere, at en artikel indeholder en given person eller lignende.

En anden ting er i øvrigt, hvad man så rent faktisk ved – noget andet er, hvad man bruger det til. For nylig skrev jeg om, at medierne ikke får nok ud af deres anmeldelser. Baggrunden var nogle data om koncertanmeldelser skrevet af Ekstra Bladets berømte/berygtede anmelder, Thomas Treo, som journalistisk lektor ved SDU, Filip Wallberg, havde analyseret lidt på.

Han kunne således berette om Treos gennemsnitskarakter, hans yndlingskunstnere og så videre. Alt sammen databaseret viden, som vi burde få fra mediet selv, ikke en lektor ved en uddannelsesinstitution. Bevares, det er et lille eksempel, men det er med til at understrege, at data (samt brug af og viden om denne data) ikke har høj nok prioritet hos udgiverne af indholdet.

Og hvis man ikke ved noget om, hvad indholdet handler om, så er det svært at sælge annoncer op imod og ved siden af det. Og hvad gør man så?

Hjælp udefra

Faste læsere af Medietrends har måske allerede læst debatartiklen ‘Mere teknologi, mindre publicisme, tak!’ skrevet af Søren Pedersen. Heri skriver han først og fremmest noget meget rigtigt, der er en af de samme pointer, jeg har fremført i denne artikel:

“Men det som medierne slet ikke forstod, eller bare ikke så som deres interessefelt, var de helt enorme perspektiver som ligger i at behandle de kolossale mængder af adfærdsdata som bannerne opsnappede hos de besøgende. Pludselig var der virksomheder, som kunne fortælle om de besøgendes køn, alder og interesser, og det var oplysninger, som medierne meget hurtigt begyndte at købe for dyre penge for at tilfredsstille annoncørers ønsker til målgrupper. Der er en vis absurditet i, at medierne skaber (og reproducerer) disse virksomheder ved at stille råmateriale og trafik gratis til rådighed, og så efterfølgende betaler for at få denne viden tilbage.”

Men han skriver også noget meget rigtigt, som er en del af årsagen til den klemme, medierne sidder i:

“Den stærke publicistiske identitet har reduceret teknologi til et banalt spørgsmål om simpel fremføring (af nyheder). Alle andre udfordringer har man overladt til tredjepart, og de har boltret sig lystigt i et slaraffenland af gratis data.”

Dette er kernen i problematikken: Medierne anskuer teknologi som noget, de bruger til grundlæggende at lave det samme arbejde, de altid har gjort: Publicering af indhold.

Svaret på det spørgsmål, jeg stillede ovenfor (altså hvad man gør, hvis man ikke ved nok om sit indhold) ligger i ovenstående citat fra Sørens artikel: Man køber det udefra.

Forestil dig lige det her: Et stykke tredjepartsteknologi, der bliver sluppet løs på online-mediers indhold på den ene eller anden måde for at analysere indhold og som dermed kan dyppe snabelen i udgivernes bankende hjerter.

Der hersker næppe nogen tvivl om, at det vil skabe nogle gode “services” for såvel brugere (dataene kan bruges til at knytte eksempelvis artiklerne sammen i fortællinger) som annoncører, fordi man nu rent faktisk får et billede af, hvad de enkelte artikler handler om.

Ude i kulden

Men her stopper det ikke. For teknologipartneren vil formentlig (også som et salgsargument) begynde at vægte artiklerne og tildele dem rang indenfor forskellige emner. Måske vil partneren også bede om adgang til artikelstatistikken, hvis ikke blot vedkommende får en stump kode lagt ind på alle artikler, der måler statistikken for dem – den model har man jo tidligere brugt, så hvorfor lave om på det?

Annoncørerne gider jo ikke nødvendigvis annoncere på de artikler, ingen læser.

Al denne viden samt et hav af andre parametre (såsom aktualitet og annoncørinteresse) kan bygge en virkelig stærk teknologi til at få de rette annoncer på de rette stykker indhold, så man på én gang rammer de rigtige brugere i den rigtige kontekst.

Men hvor efterlader det medierne? Den måske vigtigste viden om deres indhold vil i dette tilfælde ligge i hænderne på tredjepart – akkurat som de enorme mængder brugerdata, man giver væk; “guldet”, som den danske dataforsker talte om i starten af denne artikel.

Jo, medierne vil stå i den situation, hvor de pumper indhold ud, som helt sikkert får masser af visninger og tjener gode penge. Men det er indhold, der brødføder en enorm maskine, hvor medierne bare er én brik i spillet og pludselig intet aner om de sammenhænge, deres indhold (og videnen om det indhold) bliver brugt. Medierne vil med andre ord være ude i kulden, mens annoncører og teknologifirmaer luner sig foran pejsen.

Hvad kan man gøre?

Ud fra et dansk perspektiv er der muligvis ikke så meget at gøre, når først det store pendul svinger – desværre. Men det er ikke det samme som, at man ikke skal forsøge at gøre noget og i det mindste gøre sig klar.

Hvis der kommer et skift i retning af mere kontekstbaseret annoncering (og det er der gode chancer for), er medierne nødt til at forudsige det og begynde at researche på, hvad annoncører og diverse mellemled kan begynde at forlange af dem. De vil formentlig være høje og berusede på al den data, de har gnasket i sig allerede, så de vil næppe stille sig tilfredse med at købe “Fodbold”-sektionen hver eftermiddag og aften i en uge.

Det kræver mere teknologi end det, og det kræver mere viden end det. Derfor bør medierne allerede nu begynde at enten bygge en teknologi, der kan løfte det tunge indholds- og kontekstanalysearbejde – eller købe en teknologi, som de ved, vil arbejde for dem.

Det gælder for medierne om at stille sig et sted, hvor de er parat og kan byde ind med, hvordan det her skal fungere. Ellers ender de med at blive presset til at implementere andres teknologi. Enten af store annoncører eller af egne medarbejdere i de kommercielle afdelinger, der alt for tydeligt kan se hvilke veje, vindene blæser.

Medierne er allerede blevet kørt over et par gange, fordi de sætter kikkerten for det blinde øje, når det gælder teknologi. “Vi laver jo indhold,” vil de nok sige og kalde sig selv “publicister”. Det er et meget smukt standpunkt, hvis man er tilfreds med bare at lave indhold og danse til de rytmer, andre spiller. Men hvis man vil være dem, der bestemmer musikken til festen, er man nødt til at komme fremad i bussen.

Alt dette starter med, at man har viden om og ambitioner for sin teknologi.

Lars K Jensen har arbejdet med den digitale udvikling i mediebranchen i 10 år og deler viden og skaber overblik på larskjensen.dk

Læs også: Er medierne omsider begyndt at tage teknologi alvorligt?

Lars K. Jensen har skrevet en opfølgning til dette blogindlæg- Læs Et skridt nærmere på annoncer styret af indhold

Foto: Paul Hohmann/Flickr

Original

9 pointer BBC har lært om journalistik til generation Z

Klare og simple råd fra et års innovativt arbejde blandt yngre mediebrugere. Lige til at hænge på redaktionens køleskab

Udgivet

den

Børnene skal hentes, arbejdet skal gøre færdigt, 10 notifikationer blinker rødt på Instagram, Netflix åbner ny sæson af yndlingsserien, der er kø i trafikken, ikke mere mælk i køleskabet og så lokker BBC med en artikel om Brexit, som kræver, at du har fulgt med i europæisk politik i årevis for at forstå den.

Hvad prioriterer du?

Nogenlunde sådan er dagligdagen i den britiske generation Z ifølge BBC, der det seneste år har investeret udviklingspenge i at nå de yngre mediebrugere. BBC har lavet løbende face-to-face interviews med 85 personer fra målgrupperne “unge under 26 år” og “kvinder mellem 28 og 45 år”. Personerne er dels blevet interviewet om deres tilværelse og medievaner og blevet præsenteret for et hav af prototyper til ny journalistik.

Her er hvad BBC ifølge Zoe Murphy fra BBC Research & Development team har lært:

1 – Giv kontekst på det tidspunkt, der er brug for det

Den klassiske nyhedstrekant afleverer nyheden i toppen og folder historien ud undervejs. Læser man helt til ende, vil man ofte få svar på alle spørgsmål. Men den tålmodighed holder ikke i den digitale verden – og slet ikke hos generation Z.

Her bør man forklare og underbygge oplysninger i samme sekund, behovet opstår. Derfor har BBC udviklet et værktøj, de kalder Expander. Det giver mulighed for at læserne øjeblikkeligt kan åbne små bokse i teksten, som forklarer og uddyber.

Expander har fået meget positiv feedback fra BBCs fokusgrupper. Se et eksempel her.

2 – Forvent spørgsmål og besvar dem. Undgå Google

Mange finder deres nyheder på de sociale medier, men det er ikke stedet, man finder svar. Svarene skal gives i journalistikken og det er en god ide at overveje, hvilke spørgsmål, der kan dukke op. Eventuelt kan Google Trends bruges til at undersøge, hvilke spørgsmål brugerne har.

For alt i verden, skal artiklen besvare forventlige spørgsmål, så læserne ikke selv skal til at google (og forlade mediet)

3 – Skab indgange til historier, der har rullet længe

Det kan være svært at hoppe på en historie, der har kørt i lang tid. Derfor har BBC eksperimenteret med forskellige løsninger, der tager læserne i hånden og giver et hurtigt overblik.

Uden de “indgange” ville mange læsere aldrig kaste sig ud i historier, som de ikke har været med på fra begyndelsen.

Eksempler på resume og opsamling til dem, der ikke var med fra starten

4- Forklar uden at tale ned

Forvent ikke for meget baggrundsviden.

  • Skriv i jævnt og almindeligt sprog
  • Brug ikke jargon – hvis det er en nødvendig del af historien, så forklar det
  • tal ikke ned til læserne

Lyder måske banalt. Men fokusgrupperne satte stor pris på tekster, der var engagerende, forklarende og skrevet på en menneskelig måde, som ikke får nogen til at føle sig dumme eller uoplyste.

5 – Troværdig kvalitetsjournalistik betyder meget

Generation Z modtager mange informationer og nyheder fra andre kilder end traditionelle medier. Men medierne er deres redningsplanke, som de søger til for at få bekræftet, forklaret eller afkræftet inputs, som de har hentet andre steder.

Hold godt fast i den værdi (og sørg for at være stærk på SEO – mine ord, ikke BBCs).

6 – Tilbyd flere perspektiver

Mange (yngre) mediebrugere er skeptiske overfor mediernes vinkler og mistænker journalistikken for at være enøjet og biased.

For at imødekomme den opfattelse, har BBC udviklet en prototype, kaldet Perspectives, som målgruppen har taget godt imod.

Perspectives tilføjer en historie mulighed for at se sagen fra forskellige sider. Prototypen er blandt andet blevet brugt til at formidle en historie om knivstikkerier, hvor perspective ved hjælp af video og audio giver mulighed for at høre sagen fra forskellige hovedpersoner.

Deres stemmer ville under alle omstændigheder være blevet hørt, men ved at udnytte forskellige formater – video, tekst og lyd – opstår der er en mere native fortælling, der opleves eksplicit velafbalanceret.

Perspective giver flere indgangsvinkler til historien

7 – Vær relevant og brugbar

BBC spurgte deres fokusgrupper, hvilken kendt person BBC ville være, hvis BBC var en celeb. Svarene var personer, der var så fjernt fra målgruppen, som tænkes kan. Nemlig kongelige Kate Middleton og aldrende Sir David Attenborough. Mange andre medier ville formentlig opleve samme feedback, hvis de stillede spørgsmålet.

De unge siger til BBC, at de ønsker indhold, der er personligt relevant og repræsentativt for deres tilværelse. Noget af en udfordring, men BBC anbefaler systematisk brug af lytteværktøjer på sociale medier. Det kan for eksempel være CrowdTangle, som mange redaktioner i øjeblikket integrerer i deres arbejde. Men man kan ikke nøjes med det. Man er også nødt til at møde sin målgruppe og lytte til dem!

8 – Giv mulighed for at følge historier

Særligt kvinderne i BBCs fokusgrupper ville gerne have mulighed for at få tilsendt notifikationer, når der var afgørende nyt i emner eller historier, de var interesserede i.

Generation Z vil ikke have sms (det er for besværligt) eller mails (minder for meget om arbejde). Derimod siger de ja til push alerts, som er lette at justere eller afmelde. Det kan for eksempel være i en app eller en browser notification, som for eksempel bruges på Medietrends.

9 – Vær konstruktiv

Mange nyhedsbrugere  – i særdeleshed blandt de unge – oplever nyhedsstrømmen som deprimerende og afmagtsskabende. Derfor melder de sig ud og bruger deres tid på andet. De er ikke loyale overfor nogle medier og de gider kun dem, der bidrager med noget godt til deres liv.

BBC konkluderer derfor, at man bør tænke meget over nyhedsmixet og også tænke i konstruktiv og løsningsorienteret journalistik – særligt når det retter sig mod de unge.

Denne artikel er baseret på en artikel fra Zoe Murphy – læs den her

Foto: alienlebarge/Flickr

Læs resten af artiklen

Kurateret

Sådan fangede danske medier de største Google-søgninger i 2018

Medietrends har undersøgt, hvordan danske medier ranker på de mest populære Google-søgninger i 2018

Udgivet

den

Sådan fangede danske medier de største Google-søgninger i 2018

TV2, BT og DR er de store Google-hajer blandt de danske medier. Medietrends opgør hvert år, hvordan gode danske medier er til at indfange de mest populære søgninger.

Metoden er helt enkel: Hvor mange gange placerer medierne sig i søgeresultaternes top 5?

Ligger man i top 5 på årets Google-søgninger, kan man være sikker på at modtage uendelige strømme af trafik.

Undersøgelsen er foretaget ved hjælp af et Google-vindue i incognito-tilstand. Det betyder, at cookies og tidligere søgninger ikke spiller ind i Googles ranking af søgeresultater og det er på den måde det tætteste, man kan komme en neutral søgning.

Ud over at blive placeret i top 5, kan medierne også stræbe efter at blive vist i enten “tophistorier” eller “video”, som er billedekarruseller, som Google placerer i toppen af nogle søgeresultater.

Også her er TV2 er meget sikker vinder.

Du kan tjekke de mest populære Google-søgninger i 2018 her

Læs resten af artiklen

Original

New York Times skruer op for personalisering

Læseoplevelsen skal individualiseres endnu mere på verdens førende nyhedsmedie. Personalisering bliver et af 2019s store tendenser i medieverdenen.

Udgivet

den

New York Times har længe gået forrest med at skræddersy nyhedsmixet individuelt til deres læsere, men nu vil avisen speede personaliseringen endnu mere op.

Det har avisens COO Meredith Kopit Levien netop oplyst på UBS Global Media and Communications Conference. Avisen er derfor på “aggressively” jagt efter at ansætte nye folk med ekspertise i kunstig intelligens, maskinlæring, mobilkodning og datavidenskab.

Afsættet for strategien er, at mange betalende læsere forsvinder, når deres billige introduktionsabonnementer udløber. Tanken er derfor, at New York Times skal være endnu bedre til at præsentere hver enkel læser for netop det udvalg af de daglige 200 artikler, der giver størst værdi for læseren. På den måde stiger chancen for at New York Times bliver en fast del af læserens daglige medievane og dermed stiger chancen også for, at læseren vil fortsætte med at betale fuld pris.

New York Times tilpasser i forvejen deres forside efter brugernes geografiske placering og deres læsehistorik. Det betyder, at læsere i for eksempel New York får mere lokaljournalistik om New York end læsere i København. Ligeledes husker avisen, hvilket stofområde læserne plejer at dyrke og sørger også for at lade være med at give værdifulde placeringer til artikler, som læseren allerede har læst.

Der er også overvejelser om at tilpasse enheder i artiklerne, så folk der foretrækker celsius og kilometer får det fremfor fahrenheit og miles.

Siden juni har avisen også haft et “Your feed” i deres ios-app. Den giver mulighed for at læserne kan følge begivenheder og historier, der udvikler sig eller bestemte skribenter og emner.

Personalisering er en af de otte tendenser, som Medietrends vurderer tager fart i 2019. Det kan du læse mere om i en 12 sider minirapport, der netop er publiceret til Medietrends abonnenter. Her argumenteres blandt andet for, at personaliseringen, der også foregår i Danmark, fremprovokerer en debat om redaktørernes nye rolle, når personaliseringen overtager noget af deres udvælgelsesarbejde.

Hvis du tilmelder dig nyhedsmailen, får du tilsendt rapporten med det samme. Er du allerede tilmeldt fik du den leveret i uge 49.

Foto: Torrenegra/Flickr

Læs resten af artiklen

Original

Lad os håbe at strategien dræbte succesmedie

De havde 17 millioner læsere og var nærmest arnestedet for det redaktionelle mindset, der dyrkes overalt nu. I sidste uge kollapsede de.

Udgivet

den

Vi er nødt til at tro at strategien dræbte succesmedie

For fire år siden travede jeg gennem regnvejr og trafik i New York for at besøge et medie, som var på vej op. Redaktionen var purung, de havde et tæt forhold til deres 17 millioner læsere og en meget stærk og bevidst ide om deres publicistiske mission.

Faktisk var de det tidlige eksempel på den redaktionelle tankegang, som nu forfølges af medier verden over – inklusiv i Danmark.

Mediet hed Mic og i sidste uge kollapsede det med mus og mand.

Spørgsmålet er, hvad man så skal tro på. Var der deres journalistiske mindset, som forsøges kopieret på alverdens redaktioner, der ikke var en bønne værd, da venturekapitalen slap op eller var det strategien, der svigtede?

På branchens vegne må man håbe, at det var Mics strategi, der svigtede. Men selv i det lys, kommer det journalistiske mindset, som Mic repræsenterede også ud med lidt skrammer – og det må give stof til eftertanke på mange medier.

Hvis ikke du kender Mic, er det lidt ærgerligt, at det nu er for sent, for det var et ret fascinerende medie. Ihvertfald indtil de kørte af sporet i 2017.

Mic blev lanceret af to skolekammerater i 2011. De to unge fyre fra New York følte, at der manglede et medie, der rettede sig mod dem og deres jævnaldrende. Som tog dem alvorligt og hverken talte ned eller hen over hovedet på dem. Et medie, der var relevant, begavet og levende.

Derfor lancerede de PolicyMic, som udelukkende handlede om politik.

Siden udvidede de butikken med talrige andre stofområder og ændrede navnet til mic.com. I daglig tale blot Mic. Det ugentlige besøgstal sneg sig helt op på 19 millioner unikke læsere, da alt var bedst, og selv efter amerikanske forhold var det pænt. Ikke mindst da sammensætningen af læserne var meget homogen millennial – altså en attraktiv målgruppe med stor købekraft

Jeg besøgte Mic i efteråret 2014 og blev som de fleste andre gæster fascineret af atmosfæren på redaktionen. Den ældste mand på Mics hold var chefredaktøren Jake Horowitch, som jeg drak kaffe med, og som på det tidspunkt var 26 år.

Horowitch fortalte, at kernen i Mics journalistik ikke var at levere nyhederne, men at vinkle og fokusere på det, som læserne alligevel ender med at snakke om ved middagsbordet. Det kan være perspektivet, det kan være årsagen eller det kan være farven på det slips, hovedpersonen i en vigtig nyhed havde på.

Kerneordene var relevans og engagement.

Den tankegang, som lyder ufattelig enkel, er i praksis ekstrem svær at mestre og det kræver, at redaktionen tænker, lever og ånder som målgruppen. Lykkes det, bliver journalistikken og mediet nødvendig for brugerne og om alt går vel, bliver der tale om et livsvarigt følgeskab – altså under forudsætning af, at mediet vælger at vokse med målgruppen og ikke insisterer på altid at bejle til de til enhver tid unge.

Mics mål var både at være viral og værdig. De insisterede på, at deres læsere var lige så interesserede i politik og samfund, som New York Times læsere, men de vidste, at deres læsere tænkte anderledes og levede anderledes og derfor også skulle have anderledes journalistik.

Den erkendelse er en-til-en – i hvert fald næsten – den tanke, som i øjeblikket hyldes på medieredaktioner verden over. Medierne skal have en relation til deres brugere, de skal forstå dem og de skal tjene dem. Opnår man det, er der håb for mediedriften.

Sådan håber vi i hvert fald alle. Men Mic mestrede disciplinen, de opfandt den nærmest og så gik de ned med et brag.

Lad os håbe, at det var deres strategi og manglende forretningssans, der dræbte dem.

På forretningssiden er Mic nemlig også et præmieeksempel på den moderne, digitale medieøkonomi (læs amerikanske). I Mics syv år lange levetid, er de blevet pumpet med 60 millioner dollars i venturekapital. Og ventureinvestorer har det med at være tæt forbundet med Silicon Valley og den blinde tro på scale og scale.

Derfor har kravet fra pengebagmændene været vækst og i den periode Mic eksisterede, ved vi alle, hvor man skulle kigge hen for at hente trafiktal, der kunne få folk med 60 millioner dollars i klemme til at klappe i. Facebook, yes..

Mic har derfor i alle sine år været en tæt partner på Facebook og mange vil i dag pege på det som forklaringen på nedturen.

Da Facebook i 2015 lancerede sine Instant Articles, hvor medierne kunne udkomme direkte på Facebooks mobilplatform, var Mic blandt de første medier, der sprang all in og begyndte at udgive alt på Instant Articles.

På sin vis gav det god mening, for 75 procent af Mics trafik var mobil og hvis man kan forbedre tilgængeligheden for sine brugere, skal der gode argumenter til for at gøre det modsatte. Facebook lovede ikke bare lynhurtige loadetider, de lovede også endnu flere læsere og større rækkevidde.

Men med det valg låste Mic sig også samtidig fast på en situation, hvor strategien i virkeligheden blev sat af Facebook. Som mange vil vide, kom Instant Articles aldrig til at opfylde de løfter, som Facebook fristede med og i dag har langt de fleste af de større medier, der kastede sig ud i projektet i 2015-2017, forladt det igen.

Læs også: Derfor gik Facebooks flagskib på grund

Med skæbnen beseglet af Facebook kørte Mic linen helt ud i 2017, hvor de ligesom mange andre medier lod sig friste af Facebooks nye sats, video. Mens Facebook uden at sige noget højt skruede ned for mediernes rækkevidde i hele 2017, lovede de masser af trafik til de medier, der satsede på video. Så det gjorde Mic.

Mic fyrede 25 medarbejdere, der var bedst til at skrive, for at satse på video og blive ”the leader in visual journalism”, som de selv udtrykte det.

Desværre for Mic, og mange andre medier, der har brændt fingrene på video, holdt de video-trafiktal, som Facebook oplyste, ikke. Om det var bevidst fusk fra Facebooks side eller en beklagelig fejl, er svært at sige. Men faktum er, at Mics omstilling slog fejl.

Kombineret med Facebooks bevidste reducering af mediernes rækkevidde i 2018 endte Mics læsertal nede på fem millioner unikke brugere om måneden i foråret 2018. Et år tidligere var tallet 17 millioner.

Hvis man vil uddrage et lyspunkt i tragedien om Mic er det, at de aldrig forsøgte at sælge deres indhold. Havde de også kikset med det, ville det være svært at bevare optimismen for det redaktionelle mindset, som nu lever videre hos mange inspirerede (betalings)medier.

Mic bandt sig til Facebooks og til dels Googles mast og så gik det som det gik.

Omvendt må man også medgive Tony Hail, tidligere  CEO for Chartbeat, at han har ret i, at præcis de fejltagelser, som nu pinpointes i historien om Mic, er de samme valg, som man ville have fremhævet, hvis Mic havde overlevet med succes:

  • De var gode til at omstille sig.
  • De havde en native forståelse af at deres publikum var på de sociale medier
  • De havde adgang til større kapital end deres konkurrenter

Mic lukkede torsdag den 29. november og sendte 100 mand på gaden. Teknik og domæne er nu til salg for 5 mio. dollars.

Læs resten af artiklen

Original

Medietrends 2019

Mediebranchen står aldrig stille og det kommer den heller ikke til i 2019. Her er otte bud på tendenser, der vil præge 2019

Udgivet

den

Medietrends 2019

(Medietrends har netop udgivet et whitepaper på 12 sider med bud på tendenser, der vil præge medierne i 2019. Indtil nytår er det kun tilgængeligt for abonnenter af Medietrends ugemail. Men her får du en kort smagsprøve og hvis du har lyst til at tilmelde dig ugemailen, sender vi omgående hele rapporten.)

Mediebranchen står aldrig stille og det kommer den heller ikke til i 2019. Men en lang række tendenser, som har gæret i flere år, er nu så modne, at 2019 bliver året, hvor de for alvor kan komme fra tegnebrættet og frem på forsiden.

2019 kan lige nu ligne et konsolideringens år, men når vi i fremtiden kigger tilbage, kan det blive året, hvor vi så flere nye virkeligheder tage fart.

Her er otte tendenser som vil præge det kommende år – og formentlig årene derefter:

Redaktørerne skal genopfindes
Less is more
Robotjournalistik modnes
Lydbølgen vokser
“Hvad udad tabes, skal indad vindes”
Nye alternative betalingsstrømme
Nichekrig?
Kunstig intelligens

Læs resten af artiklen

Andre læser lige nu