Debat: Mere teknologi, mindre publicisme, tak!

Skrevet af Søren Pedersen, Big Data Developer

Forestil dig, at du bestyrer en butik, som op mod 1 million danskere besøger hver dag – en butik som får Bilka i Fields til at ligne en døgnkiosk i provinsen i dårligt vejr. De besøgende står ikke bare og glor ind af butiksvinduet. De træder rent faktisk helt indenfor og går rundt og kigger på dine varer. Undervejs i besøget tager de ofte helt op til fem varer ned af hylderne og studerer dem ekstra grundigt. Mange af kunderne er så begejstrede, at de besøger butikken adskillige gange hver evig eneste dag (og nat).

Men en mørk skygge vajer over butikken. Trods det kolossale besøgstal køber stort set ingen af de besøgende for så meget som en flad femøre. Ejeren af butikken er rasende og hamrer ofte næven i bordet:

“Hvordan fanden kan du have så mange besøgende og ikke tjene flere penge? Står du og snorksover, mens millioner af potentielle kunder bare vader lige forbi dig – eller hvad”?

“Jeg har forsøgt alt,” siger du til ejeren.

“Men, det eneste som giver penge i kassen er de bimlende og bamlende pop-up stores, som vi udlejer gulvplads til. Men hvor længe holder det lige? De besøgende hader dem jo, de spærrer for deres vej gennem butikken, og nu har vi oven i købet fundet ud af, at de scorer kassen på at stjæle informationer om vores besøgende og bruge dem i andre sammenhænge, helt uden vi var klar over det.”

”Men, men, men,” siger ejeren lettere rystet – ”du har jo også lige fået flere millioner kroner til at ombygge butikken med lukkede områder for vores platinkort-kunder. Behøver jeg at fortælle dig, at New York Times og Washington Post har skabt millioner af kunder på den måde”?

”Du har ret,” siger du. ”Vi prøver også desperat at få folk derind. Vi har flyttet en masse ansatte ind i de lukkede områder, og varerne på hylderne skinner som aldrig før, men alligevel er det helt ubegribeligt svært at lokke de besøgendes pengepung frem.”

Ovenstående er en lidt karikeret udgave af den udfordring, som de store medier står overfor. Tonsvis af besøgende – faktisk så mange, at de seneste par måneder har været de bedste nogensinde, men samtidig en gigantisk udfordring i forhold til at kapitalisere på disse mange besøgende.

Det er ikke fordi der ikke forsøges nye ting, som en af Googles øverste chefer, Eero Korhonen, ellers påstod på den nyligt afholdte Prauda-konference i Danmark (inderst inde var han formentlig tøsefornærmet over danske mediers store skepsis over for produkter som Google News og AMP).

Der afprøves masser af ting, men det bliver alt for ofte for småt, for uambitiøst, for underligt og alt for afhængigt af eksterne leverandører i smarte jakkesæt. Som tiden går bliver det mere og mere åbenlyst at svaret, hvis det overhovedet findes og hvis ikke det er for sent, skal søges helt andre steder.

Nuvel, der er ting som fungerer. Nogle medier har skabt en rimelig sund forretning på abonnementsløsninger. Der er også nogle ret lovende udsigter på sponsoreret indhold, hvor det langsomt, men sikkert, er ved at gå op for firmaer, at det ikke nødvendigvis er hos reklamebureauer at de bedste kommunikationsfolk sidder. I et lille sprogområde som Danmark, vil abonnementer og sponsoreret indhold kunne opretholde et mindre specialiseret medie med 5-10 medarbejdere, men det vil aldrig kunne finansiere et hovedsæde i hverken Pilestræde eller på Rådhuspladsen.

For de store medier i Danmark er der reelt kun én redningsplanke og den hedder teknologi og data. Det er fint nok at eksperimentere med det redaktionelle, at flytte ting ind bag et abonnement, at fokusere på long reads, at skærpe sin profil, gennemføre redesigns og hvad ved jeg? Men alle disse redaktionelle justeringer vil aldrig give andet end krusninger i årsregnskabet.

Det er ledelsen på de store medier formentlig klar over, selvom man ind imellem gyser lidt, når for eksempel administrerende direktør Stig Ørskov fra JP/Politikens Hus pointerer, at virksomheden er publicistisk og ikke teknologisk.

Lige så gode som de danske medier er på den publicistiske front – og de er gode, også internationalt – lige så dårlige er de, når det kommer til teknologi og data. Den stærke publicistiske identitet har reduceret teknologi til et banalt spørgsmål om simpel fremføring (af nyheder). Alle andre udfordringer har man overladt til tredjepart, og de har boltret sig lystigt i et slaraffenland af gratis data.

Det var vel i starten af 00’erne, at medierne begyndte at smide de første programmatiske banner-tags på deres websites. Hold op hvor var det nemt. En linje javascript og så væltede det ellers ind med penge fra de mange millioner besøgende.

Men det som medierne slet ikke forstod, eller bare ikke så som deres interessefelt, var de helt enorme perspektiver som ligger i at behandle de kolossale mængder af adfærdsdata som bannerne opsnappede hos de besøgende. Pludselig var der virksomheder, som kunne fortælle om de besøgendes køn, alder og interesser, og det var oplysninger, som medierne meget hurtigt begyndte at købe for dyre penge for at tilfredsstille annoncørers ønsker til målgrupper.

Der er en vis absurditet i, at medierne skaber (og reproducerer) disse virksomheder ved at stille råmateriale og trafik gratis til rådighed, og så efterfølgende betaler for at få denne viden tilbage.

De seneste år er teknologien til at behandle enorme datamængder forbedret dramatisk. Machine Learning er i dag tilgængelig for alle. Værktøjerne er for det meste open source og gratis, og det kræver ikke længere en doktorgrad at lave de ellers ekstremt avancerede beregninger. Det er med andre ord den helt rette tid til, at de store medier sætter foden ned og igen bliver herre i eget hus.

Det bliver bestemt ikke noget let proces. Medierne er sovset ind i et uigennemskueligt spindelvæv af mere eller mindre lyssky ‘partnere’ i det programmatiske økosystem. Det er fristende at trække en streg i sandet og sige ”nu stopper festen venner”! Det vil koste omsætning, men på længere sigt vil det være ekstremt mere værdifuldt at stå som (ene)ejer af data om sine besøgende. Processen skal dog suppleres af en hamrende ambitiøs opgradering af mediernes tekniske og analytiske kompetencer så tredjeparts-produkter kan erstattes med tilsvarende (og bedre) in-house produkter.

Det går hurtigt for tiden og ovenstående proces er blevet endnu mere aktuel efter det nyeste operativsystem fra Apple, som introducerer nogle meget skrappe restriktioner overfor 3. parts trackere (Google kommer med lignende indsats snart). Det betyder, at der er et hul i markedet for ‘bedre’ data og for etisk forsvarlige data i pagt med den kommende persondataforordning, og denne gang må medierne bare ikke forspilde chancen. Det er nu, at butikschefen og ejeren skal træde i karakter.