”Hvordan fake news kan redde dit liv, og hvordan disruption kan redde journalistikken”

Festtale holdt at chefredaktør Jakob Nielsen, Altinget, ved dimission for nye journalister og fotojournalister på DMJX, foråret 2017.

Kære Undervisere og ansatte på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole,

kære forældre, søskende og familier,

kære journalister,

Det er næsten umuligt at forstå, at det er nitten et halvt år siden, at jeg sad i dette lokale på en af de pladser, som I nu sidder på, og fejrede, at jeg selv var blevet journalist fra det her sted.

Det er så længe siden, at auditoriet, hvor vi befinder os, har skiftet navn. Frøberts Auditorium, hedder det nu. Dengang, jeg sad her med mit eksamensbevis, var Frøbert stadig en underviser i levende live.

Altså, han var egentlig gået på pension, men Knud Aage Frøbert, som han hed, kunne ikke lade være, så den gamle pressejurist underviste gratis.

Efter hver time med Frøbert sluttede man af med at synge et lille vers på melodien fra Skorstensfejeren gik en tur. Verset skulle indramme det, man havde lært den dag. Jeg kan ikke huske ret mange af versene, men det første husker jeg.

Vi kan synge det sammen:

”Fattigmand har ingen ret / fattigmand har ingen ret / ingen ret / ingen ret / fattigmand har ingen ret”.

Det var en påmindelse om, at en af vores fineste opgaver som journalister er at beskytte de magtesløse og de udsatte mod magthaverne. At beskytte de svage mod overgreb fra de stærke.

Timerne sluttede ofte med, at eleverne klappede – og efter Frøbert var gået på pension og altså arbejdede gratis, samlede de ind i et cola-bæger fra kantinen.

Og som Information beskrev det i Frøberts nekrolog, så fik han overrakt bægeret med indhold sammen med en flaske spiritus, der var købt for en del af beløbet, hvorefter han kunne tage sin pibe i munden, colabægeret og flasken i hver sin hånd og forlade sit auditorium med den sædvanlige, sindige gangart.

Det var ham, som gav de første vigtige lektioner i pressejura og kunsten at give embedsmænd sved på panden, når de gav afslag på aktindsigt.  Man kunne altid ringe til ham.

Alle studerende fik besked om at henvende sig, hvis de var i tvivl om noget. Og så kunne Frøbert med sin karakteristiske, langsomme diktion tilføje:

“Og det tilbud gælder i særlig høj grad kvindelige studerende.”

Han kunne ikke lade være.

Det er det, jeg gerne vil tale om i dag: Om hvad der kan ske, når man bare ikke kan lade være.

I dag fejrer vi, at 102 af jer er blevet journalister. 92 journalister og 10 fotojournalister.  Måske har I altid været det – men nu har I papir på det. Til lykke med det!

Man siger jo, at journalistik kan lede til hvad som helst – bare man forlader faget i tide.

Jeg er her i dag for at opfordre jer til at blive. Jeg er her for at opfordre jer til at være optimister. Og for at opfordre jer til at gribe den kæmpe mulighed, der ligger lige foran jer – muligheden for at forme fremtiden. Jeg siger bare: hvis I tør, så bliver det en kæmpe optur.

Jeg har kaldt den her tale for ’Mine journalistiske helte’. Men den kunne også hedde ”Hvordan fake news kan redde dit liv, og hvordan disruption kan redde journalistikken”.

Jeg vil gerne fortælle jer om tre af mine helte. En af dem, har I allerede hørt om. Knud Aage Frøbert.

En anden af dem var ikke bare min helt, men også en af mine bedste venner.

Han døde for præcis et år siden. Han var opdagelsesrejsende, historiker, forfatter – men først og fremmest var han journalist, og selv om han havde folkeregisteradresse et andet sted, så boede han reelt lige her på Olof Palmes Alle 11.

På kontor nummer 312 lige lidt henne ad gangen.

Navnet er Erik Lund. Måske har I mødt ham – eller nogle af jer er måske ligefrem blevet undervist af ham.

Nøjagtig lige som Frøbert kæmpede Erik Lund for det frie ord.

Han skrev og skrev, mest om Norden (om Grønland, Svalbard og Baltikum eller om hans elskede Finland, hvor han i en sen alder fandt kærligheden, men forlod den igen, fordi journalistikken kaldte på ham).

Og imens han skrev, underviste han den ene generation af journalister efter den anden. Hans speciale var pressehistorie og KKK. Altså ikke KKK som i Ku Klux Klan, men KKK som i Krigs, Krise- og Katastrofejournalistik, hvor Erik Lund underviste i, hvordan man på en ansvarlig måde dækker katastrofer, uanset om det er en atomkraftulykke eller et terrorangreb.

Erik Lund var både journalist og historiker. Håndværker og teoretiker. Og så var han utrættelig.

Hvert år var der nogle få studerende, der opdagede, hvilke gaver der lå og ventede, hvis man bankede på døren til Erik Lunds kontor, når alle andre var gået hjem.

Der ventede som regel også en eller anden lille drink fra hans sidste rejse – en vodka, hvis han havde været i Finland. Eller en Riga Balsam, hvis han havde været i Letland. Det smagte stygt. Men Erik Lund fortalte gode historier –ikke mindst om dagbladet Information, som dengang var den eneste avis, jeg kunne tænke mig at skrive for.

En dag forærede han mig en bog, som han selv havde skrevet 25 år tidligere – Fire millioner frie ord hed den. Den handlede om, hvordan Information var begyndt som illegalt nyhedsbrev under besættelsen.  Og den var fuld af vanvittige historier, jeg aldrig før havde hørt.  Jeg sagde til Erik, at han måtte fortælle de historier igen til en ny generation.

I 2005 ringede jeg til Erik og foreslog, at vi skrev bogen sammen. Jeg var på vej til udlandet som medfølgende ægtefælle til et andet af mine journalistiske idoler, min hustru Charlotte Harder.

Erik fortalte, at han samme dag var kommet hjem fra hospitalet efter en sjælden nervesygdom, der havde betydet, at han lå lammet i sit hjem i to døgn, inden han blev fundet. Det var ikke indlysende, at han ville overleve det, og temmelig usandsynligt, at han ville være i stand til at vende tilbage til sit arbejde.

Nu begyndte han at indsamle materiale til vores fælles bog om det illegale Information. Det viste sig, at han havde flere hundrede siders udskrifter liggende af interviews med alle de nøglepersoner fra den illegale presse, der havde overlevet krigen. Det var et unikt materiale. Et historisk materiale.

Inden vi fik den skrevet, blev Erik Lund ramt af en ny lammelse. Igen var oddsene dårlige.

Men da en sygeplejerske på Kommunehospitalet bad ham åbne en æske tændstikker for at tjekke hans motorik og i samme ombæring fik et foredrag om Tordenskjold, hvis portræt jo findes på æsken, fornemmede hun godt, at denne patient var gjort af et særligt stof.

Eriks venner i Forsvaret ville næppe have fastholdt invitationen til at sejle op langs Grønlands østkyst, hvis de havde kendt til lammelsen, men Erik Lund undertrykte for en gang skyld sin trang til formidling, og så kom han med.

Erik Lund troede på, at nysgerrighed og stædighed skaber god journalistik.

På Sirius-båden stod det hurtigt klart, han var for svag til at kravle om bord ad stiger og trapper, så han lod sig hejse om bord sammen med slædehundene. Hans stemme knækkede altid, når han bagefter fortalte om det særlige bånd, der blev skabt mellem ham og hundene.

Bånd af den slags, bånd som byggede på fælles oplevelser og nye erkendelser, betød alt for Erik Lund. Og især hvis de havde en nordisk – eller en journalistisk – dimension.

Så omsider begyndte vi at skrive bogen – en bog om Informations grundlægger Børge Outze. Og han er den tredje helt, jeg vil fortælle jer om.

Børge Outze blev født i 1912, og man kunne snildt holde et timelangt foredrag om ham. Han er en af de største danske journalister nogensinde på linje med giganter som Henrik Cavling, Viggo Hørup, Tom Kristensen, Herbert Pundik og Lise Nørgaard.

Han var ung reporter på avisen Nationaltidende, da Danmark blev besat, og ved et tilfælde blev han viklet ind i den kreds, der indsamlede og udsendte illegale nyheder.

Det var det, som Erik Lund kaldte ”illegal selvantændelse”.

Inden længe var Outze manden bag Danmarks vigtigste illegale nyhedsbureau, som forsynede alle de illegale blade med troværdige og hurtige nyheder.

Det var knaldfarligt arbejde. Og til sidst gik det også galt. Børge Outze blev anholdt af tyskerne i oktober 1944 og placeret i fangenskab – hvorfra han sandsynligvis ville blive sendt til koncentrationslejr i Tyskland.

Som en Gestapo-chef sagde til ham: Det lyder bedre end dødsdom, men det er det ikke.

Historien om, hvordan han slap fri, er en af de mest fascinerende og utrolige historier i dansk presse. Det er en historie om, hvordan fake news kan redde et menneskes liv.

I efteråret 1944 var tyskerne ved at tabe krigen, og spørgsmålet var mest, om Tyskland ville blive erobret af Sovjetunionen eller af de vestlige allierede med Storbritannien og USA i spidsen. Tyskerne var virkelig bange for russerne, som havde ry for at være særdeles brutale.

Den frygt spillede Outze på. En dag i fængslet opsnappede han en nyhed om, at nogle russiske soldater havde krydset grænsen til Norge langt mod nord. Outze spurgte sine tyske fangevogtere, om det var sandt. De undrede sig over spørgsmålet. Kunne det ikke være ligegyldigt?

Nej, forklarede Outze. Hvis russerne går ind i Norge, vil det være i strid med Admiralitetsaftalen, sagde han. Den havde tyskerne aldrig hørt om.

Og det var ikke så underligt. For den havde aldrig eksisteret. Det var noget, Outze fandt på.

Han forklarede tyskerne, at der lå en klar aftale mellem Sovjet og de vestlige magter om , hvordan Europa skulle deles efter krigen. Ifølge den aftale måtte russerne ikke røre Norge.

Nu blev tyskerne nysgerrige. De fandt et kort over Europa og bad – eller beordrede – Outze til at tegne det delte Europa.

Så der sad den unge journalist en aften i november 1944 og trak en blyantsstreg ned gennem Europa fra nord til syd. Stort set den streg, der få år senere blev en realitet i form af jerntæppet. Hvad med Bornholm ville tyskerne vide? Desværre, russisk, sagde Outze. Berlin? Også russisk.

Vi kan ikke vide om tyskerne troede 100 procent på historien. Men de turde ikke rigtigt lade være. Så da Outze tilbød dem at rejse til Sverige og benytte sine kontakter til at spionere for tyskerne mod russerne, sagde de ja.

De lærte ham at skrive breve med usynligt blæk og gav ham en hemmelig adresse, som han skulle sende sin rapporter til. De fik ham oven i købet til at underskrive en kontrakt, som tyskerne truede med at offentliggøre, hvis han løb fra aftalen.  Så er du færdig, advarede de.

De er ikke rigtig kloge, tænkte Outze. Hvis de offentliggør aftalen, vil alle jo vide, de er blevet snydt.

Sådan reddede Outze livet med en lille smule fake news. Det var smart, men det var ikke så underligt: Krigen var fuld af fake news. Outze brugte resten af sit liv på at skrive sande nyheder – især dem, som andre ikke ville have frem.

Han fornyede dansk presse. Ikke kun fordi han opfandt en helt ny avis og holdt den i live mod alle odds. Men også fordi han opfandt en presse, der var fri og uafhængig af de politiske partier. I Information kunne alle komme til orde.

Information var en Start-Up.  Det var disruption, længe før ordet nåede til Danmark. Det var med til at redde journalistikken.

Så må vi, der er uddannet herfra stedet, leve med, at Børge Outze ikke var vild med Journalisthøjskolen. Da det i 1967 blev besluttet at bygge denne modernistiske betonbygning og fylde den med journaliststuderende, skrev han en frustreret leder i Information.

450 journalister i samme hus? De bliver miljøskadede, skrev han: ”Journalister har overhovedet ikke godt af at færdes for meget sammen! Det er ikke hos hverandre, de skal hente nyhederne” skrev han og sluttede lederen af med et spørgsmål: “Skal de også have journalist-huer på, når de er færdige i Århus?”.

I dag fejrer vi både en slutning og en begyndelse.

Verden er en anden, end da jeg sad her for snart 20 år siden.

Dengang var nyheder noget, der kom fra papiravisen, og tv noget, der kom fra Danmarks Radio. Mark Zuckerberg var 13 år gammel, og først seks år senere opfandt han Facebook.

Jeres virkelighed er en fundamental anden. I skal ikke bare producere journalistik, men også hver gang overveje, om det skal udkomme på net, som pushbesked eller som en billedserie på Instagram.

Jeres opgave med at forvalte sandheden er monumentalt større, end den var for min generation. I er oppe mod tusindvis, nej millioner af selverklærede journalister, nogle af dem med skumle dagsordener og mange penge i ryggen.

Jeres ansvar er mange gange større. Da jeg forlod dette sted, levede vi stadig i euforien over afslutningen på den kolde krig og i troen på, at historien omtrent var slut. Nu ved vi, at det vestlige demokratier er langt mere skrøbelige, end vi anede – og at de på skræmmende kort tid kan løbes over ende af både interne og eksterne fjender.

Men som jeg sagde i begyndelsen: Jeg er optimist. Jeg tror på, at jeres muligheder er uendelige, og hvis I griber dem, er der ingen grænser for, hvad I kan opnå.

Derfor lyder min bøn til jer: Hjælp med at bære faklerne videre. Hjælp med at lade ilden brænde.

Hjælp med at bære faklen videre fra Knud Aage Frøbert og husk på, at det er en af pressens fornemste opgaver at kontrollere magten og rapportere om de stærkes overgreb på de mindre stærke.

Hjælp med at bære faklen videre fra Erik Lund og husk på, at god journalistik opstår, når man kan sit håndværk og opsøger sine kilder. Også selv om man skal løftes op til dem sammen med en slædehund ud for det østlige Grønland.

Hjælp med at bære faklen videre fra Børge Outze og husk på, at god journalistik udkommer, uanset hvilke forhindringer, der bliver lagt i vejen. Det frie ord er altid stærkere end censuren.

Det er, som Leonard Cohen sang: der er altid en sprække – det er på den måde, lyset kommer ind.

Lad os tage de fakler, lad os tænde dem og lad os gå ud af Frøberts Auditorium, lad os gå ud af Erik Lunds hus, og lad os sprede os for alle vinde med det fælles mål at kæmpe for, at så mange som muligt forstår så meget som muligt af, hvad der sker i verden. Lad os gå herfra med vores fakler for at sprede lys – oplysningens lys.

Tak fordi jeg måtte komme!

Foto: Laura Bisgaard Krogh