Skidt med de er sure – så længe de klikker

Denne artikel er skrevet af nyhedsredaktør Kirsten Nepper-Rasmussen fra DR Fyn. Bragt først på LinkedIn den 25. maj 2017

Tror du, at syv milliarder kroner er nok til at løse krisen i Skat? spurgte DR Nyheder i et opslag på Facebook.

– Hvor skulle jeg vide det fra?!? svarede en bruger.

Og så var den samtale ligesom slut.

Og sådan går det for bekymrende mange af de samtaler, de traditionelle medier fører på sociale medier.

Fordi de ganske enkelt ikke er samtaler. Og fordi de aldrig var tænkt som en samtale.

De fleste store mediehuse har forstået, at det ikke er nok blot at drive en hjemmeside med nyheder og vente på at nogen troligt skriver deres adresselinje i en browser eller googler sig til den guldgrube, de sidder på.

Vi ved godt, at vi skal være på sociale medier. Vi tager bare alle de gamle uvaner med.

“Du ved, hvornår og hvad der skal publiceres på sociale medier” skrev et mediehus for nylig i et jobopslag – de var på jagt efter en leder, der havde en stærk fornemmelse af digitale medier.

Den stærke fornemmelse bestod så i at publicere – nu blot i et andet format, måtte man forstå.

Vi ser sociale medier som publiceringskanaler. En ny avis, en ny ølkasse at stå på, når du råber nyheder ud til verden. En mulighed for at drive trafik til vores websites, så der kan komme clicks og penge i kassen.

Så vi publicerer ad helvede til.

Og vi ved godt, at hvis vi kan få brugerne til at like, kommentere eller dele, så kommer vi ud til flere. Vi har gennemskuet algoritmen , så af sted med os: Hjernelamme spørgsmål og clickbait. Hvad som helst, der kan få det, vi publicerer, til at få et endnu længere liv. Skidt med om folk er pissesure – vi har fået 1 million sidevisninger: Lad os drikke noget champagne.

Men hvad er der blevet af samtalen?

Hvad er der blevet af den helt unikke mulighed, vi har nu for rent faktisk at møde vores brugere og samtale med dem?

Da jeg for efterhånden en del år siden var elev på en avis, hørte man sjældent fra læserne. Når de ringede var det som regel for at klage over manglende tv-program eller for at få indrykket et “dødsstykke”.

Det hændte også, at nogen ringede for at “indrykke en god historie” (Her var så tricket så at stille dem om til annonceafdelingen, så de kunne lære, at man skam ikke bare kunne ringe og bestille journalistik eller spalteplads)

Med sociale medier og websites har vi fået en enestående mulighed for at lære vores brugere at kende – vi kan se, hvad de vil have, hvor meget, hvornår osv. Og den viden benytter vi os af big time.

Men vi har også fået muligheden for at tale med vores brugere. At lytte til dem – at lade dem komme med ægte undren og input, der kan være værdifulde for den måde, vi bedriver journalistik på. Ja, måske endda gøre den markant bedre.

Vi har muligheden for at spørge dem til råds i tilblivelsen af en historie i stedet for blot at publicere og så miste enhver interesse for egen historie – og for hvad brugerne gør med den.

Vi har muligheden for at skabe journalistik sammen med brugerne og være ærligt interesserede i, hvad de har på hjerte.

Og ja, det er besværligt. Det kræver kræfter. Men mest af alt kræver det, at publicisterne holder op med at publicere hele tiden – og for alvor giver sig tid til at lytte og mulighed for at samskabe.

Tak til Kristian Strøbech for at dele det fine eksempel på manglende brugerdialog fra DR Nyheder.

Foto: Sean MacEntee/Flickr