Dårlig reklame er som bekendt bedre end ingen reklame. Sådan er det også i branchen for fake news, og derfor står faktatjekkere og kritiske, objektive medier over for et besynderligt dilemma: Enten lukker de øjnene for de løgnagtige påstande, eller også afslører de dem og giver fake news medierne en masse opmærksomhed og nye kunder i butikken.
Sådan gik det, da Medietrends.dk for to måneder siden afslørede, hvordan det nye site 24Nyt.dk bevidst bragte forkerte fakta og sådan gik det, da Snopes.com i efteråret afslørede, at paven ikke anbefalede alle katolikker at stemme på Donald Trump. Det står klart efter en gruppe internationale forskere har udviklet nye værktøjer til at kortlægge de falske historiers rejse gennem nettet.
Public Data Lab er navnet på samarbejdet, som i de seneste måneder har gennemført flere sprint på europæiske universiteter. Et sprint er en særlig arbejdsmetode, hvor en gruppe forskere og studerende med forskellige ekspertiser sætter sig koncentreret sammen i en uge for at løse en udfordring. Udfordringen skal helst have bund i virkeligheden og derfor indkaldes oftest en såkaldt issue expert.
Da Public Data Lab, der har deltagelse af teknoantropologer fra TANT-Lab på Aalborg Universitet i København, for nogle uger lavede et sprint i København, var jeg og resultaterne af min artikel om 24Nyt.dk centrum for arbejdet i en af sprintgrupperne.
Målet var at undersøge, hvad det betød for 24Nyt.dk, at de blev udråbt som et fake news medie. Tesen var at 24Nyt.dk havde nydt rigtig godt af opmærksomheden. Dels fordi tidligere undersøgelser fra Public Data Lab har dokumenteret den tendens og fordi 24Nyt.dks chefredaktør Jeppe Juhl faktisk har takket mig for den megen trafik, som min artikel skaffede 24Nyt.dk.
De ord faldt ved kaffemaskinen på Radio24syv før vi skulle i studiet og duellere.
Det er derfor ikke overraskende, at resultatet af TANT-Labs arbejde viser, at 24Nyt.dk har nydt godt af at blive udråbt som fake news medie.
Klik på billedet for at gøre det stort. Dataillustration: Daniel Nordstrand Frantzen, Søren Andersen og Ronja Lofstad, Public Data Lab/ TANT-Lab.
Public Data Lab har også kortlagt, hvor meget der er blevet søgt på 24Nyt.dk før og efter Medietrends artikel den 14. marts. De data taler vist for sig selv.
Opdater evt din side, hvis billedet siger, der ikke er data nok
Kigger man på 24Nyt.dks position på Facebook er der også klar medvind. Omkring den 14. marts var der cirka 600, der ”synes godt om” 24Nyts Facebookside (ifølge min egen hukommelse). I dag er der flere end 14.000.
24Nyt.dk er et nyt medie, så uanset om de havde fået opmærksomhed på grund af Medietrends eller ej, ville de have vokset. Dagen før, jeg skrev fake news anklagen, havde 24Nyt.dk også en hårdtslående historie, som kan have betydning for interessen for mediet.
Retfærdigvis skal det også nævnes, at Medietrends har nydt godt af episoden. Artiklen blev delt og liket 2.700 gange på Facebook og den samlede trafik steg med mange hundrede procent.
Der er ikke tvivl om, at det ren boost for et nystartet medie eller en falsk historie, hvis hele mediesamfundet omtaler dem. Den effekt har Public Data Lab også dokumenteret for den falske historie om paven, der støttede Trump. Som det kan ses af illustrationen blev historien fabrikeret i juli 2016 af satiresitet WTOE 5. Men først, da faktatjekkerne fra Snopes.com afslører løgnen i oktober begynder historien at blive spredt fra medie til medie.
Inden da, har den selvfølgelig haft et liv på de sociale medier. Men det er faktatjekkernes fortjeneste, at alle får kendskab til løgnen.
Spørgsmålet er derfor, hvordan objektive og kritiske medier skal forholde sig til fake news. Det ligger jo i blodet på enhver ordentlig journalist og redaktør at sandheden skal frem og løgne skal gendrives. Men hvis det styrker fupmagerne, så er medierne – mig selv inklusive – reduceret til nyttige idioter for dem, der ser stort på sandhed og dokumentation.
Tanken om at tie dem ihjel er fristende. Men så heller ikke mere end det. Medierne skal og bør blive ved deres læst og afsløre alt, hvad de kan af manipuleret information og alternative fakta.
Stopper medierne med det, har de mistet enhver eksistensberettigelse. Det, man kan gøre er at lade være med at linke til de pågældende medier. Men det er på en eller anden måde også brugerfjendsk overfor de nysgerrige brugere, der gerne vil se de falske nyheder med egne øjne og det strider også imod almindelig god praksis om dokumentation.
Min konklusion er derfor, at medierne er nødt til at fortsætte med at afsløre de falske historie og linke til dem. Anderledes kan det ikke være. Men hver gang det sker, bør proportionerne overvejes og bevidstheden om, at fupmagerne får gevinst ud af mediernes arbejde bør indgå i overvejelserne.
Dataillustrationer: Daniel Nordstrand Frantzen, Søren Andersen og Ronja Lofstad, Public Data Lab/ TANT-Lab.