Altinget lancerer chatbot til Folkemødet

Når Folkemødet i næste uge skydes igang, kan de mange deltagere få råd, tips og nyheder af Albot, Altingets nye chatbot.

Chatbotten er allerede live, men begynder først for alvor at sende indhold ud fra onsdag. Herefter vil den sende nyheder, vejrudsiger og tips til spændende arrangementer morgen, middag og aften.

Efter Folkemødet vil Altinget overveje chatbottens fremtid – dermed er Albot den første pop up chatbot blandt danske medier.

I forvejen har DR, TV MidtVest og Nordjyske permanente bots, ligesom Medietrends.dk og Tyngdepunkt også sender regelmæssige nyheder ud via chatbots.

Altingets chefredaktør Jakob Nielsen chatter om Albot til Medietrends:

“Vi gør det under Folkemødet, fordi den slags begivenheder egner sig rigtig godt til chatbots: Folkemødet er mest interessant for dem, der er til stede, men netop de folk har ikke tid til at læse avis eller se tv, mens de er der”

“Derfor er det smart, at vi kan give dem overblik og servicestof lige ind på telefonen, når de har tid til det og brug for det.”

“Vi vil gerne forsøge os med masser af moderne måder at nå læserne på, og vi vil gerne lave masser af forsøg. Det her er et eksempel på det,” skriver Jakob Nielsen.

Her kan du læse, hvordan medier i Danmark og udlandet bruger chatbots.

Sådan bruger medier chatbots

10 fordele og 3 ulemper for medier med chatbots

DRs chatbot er det digitale svar på Radioavisen

Hvis du er på Messenger, kan du finde Altingets chatbot på dette link